Med søm og et bræt har havnemesteren i Rungsted sørget for, at døren ud til havnens materielgård er lukket.

Med søm og et bræt har havnemesteren i Rungsted sørget for, at døren ud til havnens materielgård er lukket.

Vred havnemester i Rungsted:

Spærrer dør med bræt

Af
Fred Jacobsen

Havnemester Henrik Kristensen i Rungsted Havn er blevet godt træt af en af havnens restauratører og har derfor grebet til et særdeles håndfast argument over for sin modpart: Havnemesteren tog et bræt, en hammer og en håndfuld søm under armen og smækkede brættet op på tværs af en bagdør, så den ikke kan åbnes.
Det er restauratøren af Provianten, Önder Demirbas, pænt træt af, fordi det forhindrer ham i at få adgang til nogle af sine køleaggregater tæt på den nu forseglede dør. Restauratøren mener også, at havnemesterens kontante handlemåde er ulovlig, fordi bagdøren er den eneste flugtvej ud over butikkens front-indgang.
"Det kan være ulovligt, hvis døren viser sig at være udlagt som flugtvej. Det ved jeg ikke på stående fod. Det kan kun byggemyndighederne svare på," oplyser beredskabsinspektør for forebyggelse og planlægning ved Nordsjællands Brandvæsen, Martin Howardsen, til Ugebladet.
"Hvis døren er en flugtvej, må den ikke blokeres," understreger Martin Howardsen.

Længerevarende strid

Havnemesterens blokering af døren er den foreløbige kulmination på en længerevarende strid mellem havnemester Henrik Kristensen og restauratør Önder Demirbas, der ud over Provianten også driver restaurant The Captain på Rungsted Havn. Og parterne har vidt forskellige udlægninger af, hvad der er grund til balladen.
Havnemester Henrik Kristensens udgave er, at restauratøren uberettiget bruger et afspærret område bag Provianten, som den nu blokerede dør fører ud til.
"Der er blandt andet stillet et ekstra køleaggregat op uden min tilladelse og de bruger gården, selv om de ikke må. Det er jeg blevet træt af," siger Henrik Kristensen.
Er du enig i, at det er et noget hårdhændet argument sådan bare at blokere døren med et bræt?
"Nej, det er jeg ikke. Jeg ville være enig, hvis jeg ikke forlods havde sagt noget til Önder. Jeg lukker en dør, fordi jeg ikke vil have, at de bruger gården. Det svarer jo til at sætte en ny lås i."
Hvorfor har du så ikke gjort det?
"Brættet er billigere end låsen," siger Henrik Kristensen og forsikrer, at han er enig i, at døren skal kunne åbnes, hvis der er tale om en flugtvej.
"Jeg har opfordret Önder om at få lavet døren til en flugtvej ved at sætte en lås i med en slags glaskop hen over håndtaget, som man skal knuse i tilfælde af brand. Men det vil han åbenbart ikke. Når han siger til mig, at det vil han gøre, bliver brættet fjernet," forsikrer havnemesteren.
Det område, døren fører ud til, er havnens materielgård og er afspærret med en trævæg, pigtråd på toppen og en dør, der er aflåst med en hængelås.

Ballade om terrasser

Önder Demirbas afviser over for Ugebladet, at han er blevet præsenteret for den løsning, havnemesteren beskriver. Han afviser også, at han og hans medarbejdere bruger gården, som havnemesteren hævder.
Han mener, at balladen bunder i en uenighed mellem ham og havnemesteren om betaling for noget terrasseareal uden for sine restauranter. Og at dørblokeringen er havnemesterens måde at hævne sig på.
Önder Demirbas fortæller, at han pludselig har fået en langt større regning end ellers for leje af terrasserne.
Det afviser Henrik Kristensen til gengæld og siger, at restauratøren optager mere plads på terrasserne end han reelt betaler for - og vil i øvrigt ikke kommentere den sag yderligere.

Ingen panik

Önder Demirbas har i dag kontaktet både brandvæsen og politi. Han mener nemlig, at det er både forkert og farligt at blokere en dør, som han mener er en flugtvej.
Den sag tager beredskabsinspektør Martin Howardsen rimelig afslappet.
"Der er ingen panik her," siger Martin Howardsen og tilføjer:
"Der skal være en flugtvej, når der er mere end 50 personer i et lokale. Provianten er en lille butik, hvor der næppe vil være så mange mennesker på én gang," lyder beredskabschefens vurdering.
Og han understreger, at man nu skal finde ud af, om den pågældende dør virkelig er en flugtvej.
"Det kan ses i byggesagen. Hvis den er udlagt som flugtvej, må den naturligvis ikke være blokeret. Og det er havnemesteren enig med mig i," fortæller Martin Howardsen.

Publiceret 16 July 2015 14:30