Danskerne er gavmilde på ferien

Selvom danskerne ikke er vant til at tænke på drikkepenge i Danmark, har danskerne tilsyneladende ikke svært ved at give drikkepenge, når vi rejser i udlandet. Blandt de nordiske lande er danskerne nemlig, sammen med nordmændene, dem som er mest gavmilde når det kommer til drikkepenge.
En ny undersøgelse foretaget af hoteleksperten, Hotels.com, viser således, at halvdelen (49 pct.) af de danske rejsende giver minimum 10 pct. i drikkepenge, mens det samme gælder for 54 pct. af de norske rejsende og 45 pct. af de svenske rejsende.
Finnerne er lidt mere tøvende med pengepungen, når det kommer til drikkepenge. Kun hver fjerde (26 pct.) af de finske rejsende giver nemlig 10 pct. eller derover i drikkepenge.
Derudover er det også kun 9 pct. af danskerne, som aldrig giver drikkepenge på ferien, mens det samme gælder for 8 pct. af nordmændene og 13 pct. af svenskerne. Også her adskiller Finland sig fra de resterende nordiske lande, da hele 16 pct. af finnerne ikke giver drikkepenge, når de er på ferie i udlandet.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af hoteleksperten Hotels.com blandt flere end 4.000 respondenter over 18 år fra hele Norden.
 
 

Drikkepenge-guide

Er du i tvivl om, hvordan man ”tipper” på caféen, restauranten og på taxaturen, guider Hotels.com dig her til, hvordan man giver drikkepenge på fem populære feriedestinationer.
 1. Grækenland
I Grækenland forventer ansatte på restauranter og caféer drikkepenge svarende til ca. 10 pct. af regningen - også selvom drikkepenge faktisk allerede er inkluderet. På taxaturen anbefales det, at man runder beløbet på regningen op.
2. Frankrig
I Frankrig er der som regel inkluderet 15 pct. drikkepenge på regningen, og ansatte på restauranter og caféer forventer derfor typisk ikke drikkepenge. I forbindelse med taxaturen anbefales det, at man runder beløbet på regningen op.
3. Tyrkiet
I Tyrkiet forventer ansatte på restauranter og caféer drikkepenge svarende til ca. 10 pct. af regningen, mens det på taxaturen anbefales, at man runder beløbet på regningen op.
4. USA
I USA forventer ansatte på restauranter og caféer drikkepenge, og normalt ’tipper’ man 15 – 20 pct. oveni regningen, mens man på taxaturen typisk betaler drikkepenge svarende til 10 – 15 pct. af regningen.
5. Thailand
I Thailand forventer ansatte på restauranter og caféer drikkepenge svarende til 10 pct. af regningsbeløbet. I Thailand forventer taxachaufføren ikke drikkepenge.
 
Resten af Norden
Rejser man til et af vores nordiske nabolande, anbefales det i øvrigt at give 10 pct. i drikkepenge på restauranten eller caféen i både Norge og Finland. Dette gælder dog kun, hvis beløbet ikke allerede er inkluderet på regningen. I Sverige forventes der ingen drikkepenge, mens det på taxaturen i både Norge, Finland og Sverige anbefales, at man runder beløbet på regningen op.

Publiceret 26 July 2015 09:00