Lillesøster Ditte Grønborg Blom og Ida oplevede, at skilsmissen bragte dem tættere sammen.

Lillesøster Ditte Grønborg Blom og Ida oplevede, at skilsmissen bragte dem tættere sammen.

“Mine forældres skilsmisse blev en gave for mig”

Forældrene skilsmisse kom som et chok for Ida Grønborg Blom, og sendte hende ned i et sort hul. Fire år efter betragter hun nu skilsmissen som en gave

Af
Af Kathrine Albrechtsen

En søndag morgen for fire år siden blev 18-årige Ida Grønborg Blom og hendes lillesøster kaldt ind i stuen af deres forældre.
I sofaen fik de en besked, som kom helt bag på Ida Grønborg Blom.
Forældrene skulle separeres, og allerede næste weekend ville hendes far flytte ud af huset i København.
"Det kom som et kæmpe chok for både min søster og jeg, som ikke havde set nogle tegn på, at det gik dårligt mellem vores forældre. Det havde altid været det perfekte glansbillede af en familie, der boede i et flot hus og forældre med gode job. Vi havde alt det materielle på plads. Det troede jeg var nok til, at alt var i orden. Med beskeden om deres skilsmisse blev tæppet revet væk under mig", siger Ida Grønborg Blom.
I den første tid efter forældrenes separation gik Ida Grønborg Blom rundt i en choktilstand og benægtede realiteterne. I lang tid holdt hun fast i håbet om, at hendes forældre ville finde sammen igen. Men det gjorde de ikke.
"Efter min far flyttede, var en virkelig svær tid, da vi som familie altid havde været sammen. Nu var vi splittet. Inderst inde var jeg Ida på 5 år, som følte sig forladt og alene, men min mor var selv i stor sorg, og ikke altid i overskud til at trøste mig. Som 18-årig er det svært, fordi man forstår lidt for meget af, hvad der foregår og føler samtidig at skulle være stor nok til selv at håndtere det", siger hun.

Brud på familiemønster

Skilsmissen udartede sig aldrig grimt, og forældrene talte altid pænt og respektfuldt til og om hinanden foran børnene. Alligevel havde Ida Grønborg Blom svært ved at trække sig op af det sorte hul, som skilsmissen havde sendt hende ned i. Hendes forældre frygtede for en depression og sendte hende til en psykoterapeut. Det hjalp.
"Jeg fik hjælp til at kigge på skilsmissen i et andet og mindre negativt perspektiv. F.eks. at den var med til at bryde vores negative familiemønstre, hvor vi tidligere aldrig talte om de svære ting. Med skilsmissen begyndte vi at spørge ind til, hvordan vi egentlig havde det. Vi lærte at snakke sammen og rumme hinandens følelser - både de positive og negative", siger Ida Grønborg Blom, som i dag bor i Charlottenlund.

Svag og sårbar

Skilsmissen påvirkede ikke kun hendes familieliv, men spredte sig ud og stillede spørgsmålstegn ved alt.
"Jeg havde haft en forestilling om, at alt skulle være perfekt, før det var godt. Det var ikke italesat af mine forældre, men et ideal, som jeg selv havde stillet op. At få 12-taller, at have perfekt udseende uden en bums, og at alle skulle kunne lide mig. I mit kærlighedsliv var jeg også en 'pleaser' over for min kæreste. Med skilsmissen begyndte jeg at vende tingene om og sige, at min kæreste og venner skulle kunne lide mig, for den jeg var", siger hun.
Ida Grønborg Blom oplevede også en ny side af sig selv, hvor hun kunne være svag og sårbar. I starten skammede hun sig over at vise den side, men opdagede, at veninder og hendes daværende kæreste stod klar med åbne arme.
"Mine forældre skilsmisse blev en gave for mig, fordi den var med til at ændre en masse negative mønstre i min familie og styrkede mit selvværd", siger hun.

Godt råd

I efteråret 2014 var Ida Grønborg Blom ude på biblioteker i Gentofte, og i marts i år besøgte hun en klasse på Ordrup Gymnasium. Begge steder fortalte hun om, hvordan hun havde vendt sine forældres skilsmisse til en gave. Gymnasieklassen blev en særlig oplevelse.
"To piger, der selv var skilsmissebørn, brød sammen, hvor den ene blev nødt til at forlade lokalet. Den anden bad mig om at fortsætte, fordi hun var så glad for, at der endelig blev sat ord på det, som hun gik og følte. Mange unge føler i dag en skamfuldhed ved at være i sorg, fordi de føler sig svage og usikre, men det er naturlige følelser. Desværre er det bare svært i vores samfund i dag, hvor unge skal stå i forreste række og råbe højest".
Ida Grønborg Blom har valgt at skrive sin erfaringer som skilsmissebarn ned og udgive det i bogen "Find gaven i dine forældres skilsmisse (Ja, den findes!) til september. Hendes bedste råd til andre skilsmissebørn er at skabe en god kommunikation med sin familie og venner.
"Få snakket om alting uden at være bange for at være åndssvag, pinlig og barnlig. Og så find en person, som står uden for sorgen. Jeg fandt min fars kusine på 45 år, som selv havde været igennem en skilsmisse og blev en støtteperson for mig, der altid kunne se det fra den voksnes side og stille de rigtige spørgsmål".
Hvorfor fortælle andre om din personlige skilsmissehistorie?
"Jeg ved, hvordan det føles at være nede i et sort hul, men jeg ved også, at der er lys for enden af tunellen. Grunden til, at jeg holder foredrag og udgiver en bog, er for at give de unge skilsmissebørn et håb om, at der er en gave i krisen. Også i deres krise. Jeg ved, den er svær at finde, når man står i kaoset, men på et tidspunkt vil de få et glimt af livet på den anden side af krisen, og dette glimt vil jeg gerne hjælpe dem til at finde hurtigere".

Publiceret 01 August 2015 11:45