De sultestrejkende Ali og Khaled skal ikke regne med hjælp fra borgmester Morten Slotved (K).

De sultestrejkende Ali og Khaled skal ikke regne med hjælp fra borgmester Morten Slotved (K). "Vi kan ikke gøre det bedre," siger han.

Syriske flygtninge sultestrejker for bedre forhold:

Borgmester afviser krav

Af
Fred Jacobsen

De to sultestrejkende syriske flygtninge foran Hørsholm Rådhus, Ali Jamal Al Abood og Khaled Muhammad Ali, skal ikke regne med hjælp fra Hørsholms borgmester Morten Slotved (K).
"Vi kan ikke gøre mere. Der er ingen bolig af den type, som de efterlyser. Vi har givet dem et tilbud. Vi kan ikke gøre det bedre," siger Morten Slotved til Ugebladet.
Kan du leve med, at folk går i sultestrejke uden for dit rådhus?
"Folk må gøre, hvad de vil. Der kan komme alt det pres, der vil. Vi har ikke den type bolig, som de mener, at de har ret til. Vi foretager os ikke mere i sagen."
Ali Jamal Al Abood på 27 år og Khaled Muhammad Ali på 28 år, flygtede fra krigen i Syrien og kom til Danmark for omkring et år siden. De seneste fem måneder har de boet i Helsingør på hotel efter anvisning fra Hørsholm Kommune.
Læs også: Integration når det er bedst: Mogens hjælper Chahin med at lære dansk
I den kommende uge ankommer de to mænds koner til Danmark. De mener ikke, at de boliger, de har fået anvist, er egnede til at rumme par.
"De er beregnet til enlige mænd, ikke til par som os. Der er ikke plads til privatliv," mener de to syriske flygtninge.
Det afviser både borgmester Slotved og leder af kommunens integrationsindsats, Anja V. Johansen.
"Værelserne er efter vores opfattelse store nok og faciliteterne er der. Der er eget bad og toilet på værelserne og et delekøkken," oplyser Anja V. Johansen.
Hørsholm Kommune tilkaldte i går politiet, som ifølge de to sultestrejkende har oplyst, at de har ret til at opholde sig på rådshusgrunden, men som ifølge Anja V. Johansen også har anbefalet de to flygtninge at tage imod kommunens tilbud om bolig.
Men det har Ali og Khaled ikke i sinde at gøre.
"Vi bliver her indtil vi får vores ønske opfyldt," siger de samstemmende til Ugebladet.

null

Publiceret 07 September 2015 20:09