Samir Santos Barbosa

Samir Santos Barbosa

Barbosa:

Jeg vil slå Patrick Nielsen med smuk boksning

Brasilianske Samir Santos Barbosa (36-12-3, 25 KOs) vil knække Patrick Nielsen (26-1-0, 12 KOs) med en opvisning i smuk boksning i aften i Arena Nord i Frederikshavn.

Af
Morten Thornton

”Mine muligheder for at slå Patrick Nielsen er gode,” siger den 35-årige brasilianske supermellemvægter Samir Santos Barbosa. 
”Jeg har masser af erfaring og er før stået over for stærke modstandere. Jeg er meget udholdende, en rigtig 12-omganges-bokser,” fortsætter Barbosa, der har elsket boksning, siden han var en lille dreng. 
”Da jeg var fem år, så jeg kampe med min far i fjernsynet, og jeg har været forelsket i sporten lige siden. Som 13-årig begyndte jeg for alvor at bokse og bare en måned senere, stillede jeg op i turneringer. 
Jeg forsøger at give min kærlighed til boksning videre til unge mennesker, der ikke har det let livet. Derfor har jeg et socialt projekt med børn og unge, hvor de igennem boksetræning lærer at begå sig i tilværelsen og holde sig ude af kriminalitet og andre problemer.” 
Barbosa går under kælenavnet 'Quebra Tudo', som kan oversættes til 'knækker alt'. Det navn skal man dog ikke lægge så meget i. 
”Jeg havde en del knockoutsejre tidligt i min karriere og medierne døbte mig hurtigt Samir 'Quebra Tudo'. I dag er min boksning mere teknisk, mere raffineret, og jeg går flere runder for at vinde mine kampe. Publikum kan forvente teknisk stærk og smuk boksning fra min side. Det er med de midler, jeg vil knække Patrick.” 
Bokseren, der er vokset op i Rio Grande i det sydlige Brasilien, er udmærket klar over, at Patrick Nielsen står over for en storkamp mod Rudy Markussen senere på året, hvis han besejrer sin brasilianske modstander.
”Jeg skal nok sørge for, at Patrick glemmer alt om kampen mod den danske modstander. Jeg har en indre ro og et køligt oveblik, når jeg bokser, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at tage Patrick et sted hen, hvor det kan blive rigtig ubehageligt for ham.”
Man kan blandt andet se kampen på storskærm i MusikTeatret efter Mikentas “Fight Night” stævne i aften.

Publiceret 12 September 2015 08:00