Niels Skeby tog det første spadestikke sammen med borgmester Jacob Bjerregaard (S).

Niels Skeby tog det første spadestikke sammen med borgmester Jacob Bjerregaard (S).

Ny “tørhavn” på vej ved Fredericia

Planen op et nyt, stort logistik-center begynder at tage form

Af
Peter Friis Autzen

Fredericia Firmaet Otto Schachner bliver det første til at flytte ind i Fredericias kommende “tør-havn”. De store transportcenter-projekt passer perfekt ind i firmaets strategi, og første spadestik blev taget i begyndelsen af september.
Otto Schachner har ligget i Fredericia siden 1965 og er i dag under tjekkisk ejerskab. Virksomheden leverer sikkerhedshjelme, åndedrætsværn, sikkerhedssko og lignende udstyr, som skal transporteres langt omkring. Og det er da også logistikken, der har førsteprioritet, når direktør Jan Lund peger på årsagen til at placere sig i det kommende transportcenter.
“For os er beliggenheden i området oplagt af flere årsager: Placeringen tæt på motorvejen giver os nogle muligheder for at optimere vores forretning og give os større synlighed. Derudover ligger der nogle meget spændende udviklingsperspektiver for hele DMTC-området, hvor der på sigt kan skabes synergi mellem virksomhederne i området,” siger han.

Flere vil følge

DMTC står for Danmarks Multimodale Transport- og Logistikcenter. Udtrykket dækker over et transportcenter, der kan håndtere mange forskellige transporttyper på samme tid. I folkemunde er projektet blevet omtalt som en tørhavn.
Området ejes af havneselskabet ADP, som nu bygger et nyt hovedkontor til Otto Schachner med 4.000 kvadratmeter lager og 650 kvadratmeter domicil i to etager med kontor, showroom og kantine.
ADP-direktør Niels Skeby ser aftalen med Otto Schachner som den første af en kommende lang række virksomheder, som ønsker at udnytte de gode transportmuligheder i Taulovområdet - mellem Fredericia og Kolding.
”Vores beliggenhed centralt i Danmark forpligter, og med begrænsede arealer på selve Fredericia Havn og med udviklingen af DMTC står vi som virksomhed godt rustet til fremtidens transport- og logistikudfordringer. Nu når den første virksomhed er på plads i DMTC-arealet ved Taulov, er jeg helt sikker på, at flere vil følge efter,” siger Nils Skeby.

Publiceret 15 September 2015 07:15