Konceptet fra verdens første demenslandsby kan finde vej til Egedal Kommune. Her ses et billede fra den hollandske by 'De Hogeweyk'. (Foto: Dementia Village Architects (DVA)

Konceptet fra verdens første demenslandsby kan finde vej til Egedal Kommune. Her ses et billede fra den hollandske by 'De Hogeweyk'. (Foto: Dementia Village Architects (DVA)

Egedal inspireret af hollandsk demensby

Politikerne i Egedal overvejer at realisere en del af ’hverdags-konceptet’ fra verdens første demenslandsby til et nyt demensplejehjem i Stenløse, der åbner i 2018

Forestil dig et plejehjem for demente, der mest af alt minder om en tryg lille landsby med hjemlige boliger, bytorv, butik, pub og restaurant.
Sådan er verdens første demenslandsby 'De Hogeweyk' indrettet i Amsterdam.
Landsbykonceptet har fået stor international opmærksomhed for sin unikke måde at kombinere hverdagsliv og pleje på, fordi beboerne føler sig mindre fremmedgjorte, når de bevæger sig rundt i de hjemlige og trygge rammer.
Tidligere på måneden besøgte politikerne fra Social- og Sundhedsudvalget den hollandske demensby. Og der er rigtig mange gode løsninger at arbejde videre med, når Egedal Kommune til næste år begynder at ombygge Damgårdsparken i Stenløse til et helt nyt demensplejehjem, mener formand for Social- og Sundhedsudvalget, Vicky Holst Rasmussen.
"Jeg er rigtig glad for, at vi valgte at investere 24 timer i at besøge 'De Hogeweyk', der virkelig udfordrer den traditionelle opfattelse af, hvad et plejehjem kan være for en størrelse. Det var meget inspirerende at se de demente leve et næsten normalt hverdagsliv i landsbyen, hvor de også inviterer almindelige borgere ind til koncerter og kunstudstillinger," siger Vicky Holst Rasmussen i en pressemeddelelse.

Kan skabe miljøet i Egedal

På den korte inspirationstur til 'De Hogeweyk' deltog også en lille gruppe medarbejdere, heriblandt demenssygeplejerske Louise Arildslund, der har 12 års erfaring på området og til daglig arbejder med demente på 'Engbo', og 'Solkrogen' i Egedal. Hun var skeptisk før turen. Det er hun ikke mere.
"Jeg blev meget positivt overrasket over, hvor glade borgerne var, fordi de kunne være sig selv og gå rundt i den meget virkelighedstro landsby, uden at føle sig overvåget", siger Louise Arildslund.
Formand for Social- og Sundhedsudvalget er enig i, at der er muligheder i rammerne:
"Jeg kan sagtens forestille mig, at vi vil kunne skabe et lignende hverdagsmiljø, om end i mindre målestok på Damgårdsparken, hvor beboerne og de pårørende i trygge rammer kan gå sig en tur i parken og mødes i en café. Allerede her til efteråret åbner vi Damgårdsparkens nye aktivitetsfaciliteter, som jeg bestemt også håber, at de demente på plejecenteret vil kunne få glæde af," siger Vicky Holst Rasmussen.
I foråret 2016 flytter de nuværende beboere på Damgårdsparken ind i Egedal Kommunes nye plejecenter Egeparken i Egedal By.
Herefter går ombygningen af Damgårdsparken i gang, der ventes gennemført i 2018, hvor der bliver i alt 48 hjemmelignende boliger og nye fællesfaciliteter.

Publiceret 17 September 2015 06:00