Af en intern mail fremgår det, at BIOS alene de kommende tre døgn har mindst 50 huller i vagtplanen.

Af en intern mail fremgår det, at BIOS alene de kommende tre døgn har mindst 50 huller i vagtplanen.

SE DOKUMENTATIONEN:

BIOS mangler over 50 reddere de næste tre dage

Af en intern mail fremgår det, at BIOS alene de kommende tre døgn har mindst 50 huller i vagtplanen.

Af
Rune Weitling

Louise Ritter

Siden den 1. september har det været BIOS' opgave at rykke ud, når borgere i Region Syddanmark har ringet 112. Ifølge regionen sker det med tilfredsstillende responstider, men bag dem ligger kaos og en evig kamp for at bemande ambulancerne.

Lokalavisen Esbjerg er kommet i besiddelse af en intern mail udsendt onsdag eftermiddag af BIOS' vagtplanlæggere. Under overskriften ”Ledige vagter” og med indledningen: ”Hej I hjælpsomme og tålmodige reddere” efterlyser de medarbejdere til at dække flere end et halvt hundrede vagter henover den kommende weekend startende fra i morgen tidlig kl. 7.00. Knapt halvdelen er døgnvagter.

Mest udbredt er manglen på arbejdskraft i Esbjerg, hvor mindst 15 vagter mangler dækning fra fredag morgen til søndag. Også i Bramming og Varde er der ledige døgnvagter allerede i morgen, så det virker ikke som en oplagt mulighed at trække på assistance udenbys fra, hvis uheldet for alvor er ude i Esbjerg henover weekenden.

I mailen udtrykker BIOS' vagtplanlæggere håb om, at ”I endnu engang vil være behjælpelige” og slutter mailen med at love, at alle henvendelser vil blive taget imod med kyshånd.

Ramt af weekenden

BIOS' ambulancechef i Sydvestjylland, René Sigvartsen, bekræfter overfor Lokalavisen Esbjerg, at BIOS mangler folk henover weekenden, men nægter at kende til det høje antal.

”Det skal jeg ikke kunne sige. Det køres alt sammen af vores planlægningsafdeling,” siger René Sigvartsen, der dog er orienteret om, at BIOS' planlæggere torsdag formiddag er i gang med at sende sms'er ud til firmaets medarbejdere for at få vagterne dækket – selv om selvsamme medarbejdere så sent som onsdag eftermiddag fik samme vagter tilbudt via mail.

”Det går meget op og ned, og lige nu er vi ramt af, at det er weekend,” forklarer René Sigvartsen til avisen og afviser, at udsigten til at mangle 15 mand alene i Esbjerg kan gøre en ambulancechef svedig.

”Nej, det gør det nu ikke. Det er det fag, vi er i, vi er vant til at rykke hurtigt. Vi oplever løbende huller, og det styres alt sammen af vores planlægningsafdeling."

Indimellem mange huller

Ifølge René Sigvartsen er kutymen, at ubesatte vagter i første omgang tilbydes det fastansatte personale, hvorefter BIOS' timereddere får dem tilbudt. Lokalavisen erfarer imidlertid, at der angiveligt gentagne gange har været færre bemandede ambulancer klar til udrykning end aftalt med regionen, fordi BIOS simpelthen ikke har kunnet bemande dem.

"Det ved jeg ikke umiddelbart. Det står vores planlægningsafdeling for at holde styr på," Siger René Sigvartsen.

Men som ambulancechef i Sydvestjylland bliver du vel orienteret, hvis der mangler ambulancer – det overlades vel ikke til jeres planlæggere at sidde med det ansvar?

"Ja, det bliver jeg selvfølgelig orienteret om, men det drøfter vi ikke med pressen eller andre end regionen."
Så der har ikke på noget tidspunkt været huller?

"Ikke mig bekendt, men det drøfter vi altså ikke med pressen. Vi er vant til at arbejde i det her miljø, og der er nogle gange mange huller."

Regionsrådsformand følger BIOS tæt

Regionsrådsformand Stephanie Lose er helt med på, at situationen med BIOS langt fra er optimal, men hun hæfter sig ved, at ambulancerne kommer ud til tiden. Til Lokalavisen Esbjerg siger hun således torsdag:
"Det er klart, at i en optimal situation, så skal BIOS selvfølgelig levere alt det, som vi har bestilt hos dem. Uden at vi skal ud og kompensere på anden vis. Så man kan ikke sige, at det er tilfredsstillende ud fra et synspunkt, der hedder; 'leverer BIOS alt det, de skal'. Der er svaret nej. Men dét der er tilfredsstillende, det er, at samlet set skal borgerne ikke være bekymrede for, om der kommer en ambulance til tiden. Det skal man huske at skille ad." 
Så der er ingen grund til nervøsitet, om man så må sige?
"Nej. Jeg står meget gerne ved, at BIOS ikke leverer det, de skal, og at det kræver meget arbejde fra vores side at holde øje med det og så videre. Men jeg vil gerne fremme det budskab, at når det er sagt, så skal man ikke være nervøs som borger. Ambulancerne kommer, når man ringer efter dem. Det viser alle statistikker og tal." 
Men man kan jo godt blive lidt nervøs, når avisen nu er i besiddelse af en mail fra i går kl. 16.00, der viser, at man mangler over 50 reddere i den kommende weekend. Hvad siger du til det?
"Det har jeg jo ikke kendskab til. Jeg har ingen meldinger på, hvordan weekenden ser ud, men det er klart, at det lyder bekymrende, hvis det er sådan, det er." 
Hvad er aftalen med jer, hvis der ikke er nok, der byder ind?
"Jeg kan sige, at vi følger det tæt og sørger for, at der kommer en ambulance. Nærmere kan jeg ikke komme det." 
Men bekymrer det dig ikke, at der er sendt en mail ud i går klokken 16.00, der viser, at man mangler over 50 reddere i den kommende weekend?
"Nej, men det bekymrer mig, at vagtplanen stadigvæk ikke er mere stabil. Men det har den jo heller været de sidste 14 dage, men slutresultatet er stadigvæk, at der kommer en ambulance. Det er det afgørende."

null

Publiceret 17 September 2015 14:15