Du kan spare penge ved at riste din egen kaffe, hvis du drikker kvalitetskaffe. Du bestiller bønnerne på nettet og kan riste i ovn eller på panden. Men en høj popcornmaskine er bedst.

Du kan spare penge ved at riste din egen kaffe, hvis du drikker kvalitetskaffe. Du bestiller bønnerne på nettet og kan riste i ovn eller på panden. Men en høj popcornmaskine er bedst.

Brug en popcornmaskine til at riste din egen kaffe

Der er nemlig halv pris, hvis man rister sin kaffe selv. Det er bedst at gøre det i en popcorn-maskine

Af
Michael Harsvik

Michael Harsvik

Hvorfor skulle man ikke kunne spare masser af penge ved at riste sin kaffe selv?
Det har vi spurgt Michael Bode om. Han er ejer af 'Øristeriet' og har selv eksperimenteret med at riste kaffe privat i køkkenet.
Man kan riste kaffe i ovnen eller på panden, men det bedste resultat får man faktisk i en popcornmaskine:
"Du skal bruge den høje maskine, hvor bønnerne kommes direkte i, og så får man den fineste, ristede kaffe," fortæller han.
"At riste kaffe er lidt ligesom at lave en god steg i ovnen. Du vil gerne have en god og jævn skorpe på stegen, men den skal være lyserød indeni. Nøjagtig det samme gælder kaffe. Vi vil gerne bevare alle smagsnuancerne i kaffebønnen, så det nytter ikke noget, at vi brænder al aroma væk. Til gengæld vil vi gerne have en sprød skorpe på selve bønnen, og bønnerne skal ristes helt jævnt, så man får et ensartet produkt."

Prøv ovnen

Hjemme i køkkenet er der tre måder at riste kaffen på, fortæller Michael Bode: I ovn, på panden og i popcornmaskinen.
Prøver du ovnen, skal den stilles på 200 grader, bønnerne skal kun ligge i ét lag, og de skal vendes hele tiden - gerne hvert andet minut. Det tager cirka 10-15 minutter for at kunne få et optimalt resultat. Når kaffebønnerne har fået så meget varme, at de har svært ved at komme af med fugten, vil de flække. Det er det første knæk. Når de er holdt op med at poppe, så har du en lys ristning. Der kommer så et andet knæk et par minutter efter, og her går du ind i mørk ristning.
"Vi kalder det 'kysset', og før de er færdige med at 'poppe', skal de ud af ovnen.
"Problemet med ovnen er, at det er rigtig svært at opnå en jævn ristning. Hver gang, du åbner ovndøren, mister ovnen varme, så det er svært at gøre det stabilt. Vi vil gerne opnå en jævn ristning," fortæller Michael Bode.

På panden

Til gengæld er det lettere at riste kaffen på panden.
"Der skal fuld knald på varmen, og også her holder man øje med det første knæk og 'kysset'. Bønnerne skal væk fra panden, inden de er færdige med at poppe anden gang - ellers bliver bønnerne ubrugelige. Ristning på pande har det problem, at det kan være svært at fastholde en høj temperatur."

Popcorn-maskine

Og dermed er vi tilbage ved den bedste løsning - at riste kaffen i en popcorn-maskine:
"Det giver en helt ensartet ristning af kaffebønnerne. De er færdige på mellem 4 og 6 minutter og minder lidt om den måde, vi rister på i industrien. Eneste minus er, at de bliver ristet så hurtigt, at det kan gå lidt ud over smagen," fortæller Michael Bode.
Men kan man så spare penge på at riste sin kaffe selv?
"Ja, det kan man typisk, hvis man går efter økologisk kaffe og kvalitetskaffe. Her kan man få de grønne kaffebønner til godt og vel halv pris. Men da man skal købe over nettet, så kommer der fragtomkostninger oveni, der kan spise noget af fortjenesten. Så det er vel egentlig mest for sjov, hvis man vil riste selv," siger Michael Bode.

Publiceret 26 September 2015 07:00