Præsteklumme:

Er det tilladt at hjælpe?

Af
Af sognepræst Ruth Wegeberg

Skoldhøj Kirke

I disse dage rystes vi i Danmark, ja i hele Europa, i vores grundvold. En folkevandring af hidtil ukendte dimensioner udspiller sig for vore øjne. Først ætsede billederne af de overfyldte både og lastvogne sig med døde ind i vores bevidsthed. Vi kunne holde det hele ud i strakt arm, for det foregik på fjernsynsskærmen. Men pludselig blev det til fodgængere på motorvejen fra Rødby havn og til overfyldte tog med skræmte og modvillige mennesker, som i næsten måneder havde været undervejs hertil. Det at gå langt fik en anden tyngde, end når Caminoen bliver forceret. Hvor skal de hen alle disse mennesker? Alle disse mennesker, som er på flugt fra død og ødelæggelse og en tilværelse uden udsigter.
Politiet knapt ved, hvad de skal gøre - fordi de kun skal gøre det, de får besked på. At være politiker i disse dage er heller ikke let - for det, der var løsningen i går, giver absolut ingen mening i dag. Vi er rystede i vores grundvold - stille rolige og lykkelige Danmark. Ja, hvor lykkelige er vi? Tænker vi kun på os selv og vore egne? Og hvad gør vi nu ved den ufrivillige udfordring, der ligger, i at krigens og ødelæggelsernes mennesker befinder sig inden for vore grænser?
Frygt og angst kan fylde os - for hvad skal det hele ende med? Men som Angela Merkel så klogt sagde (frit citeret), så er angsten en dårlig samtalepartner, når svære spørgsmål skal løses. Ja, vi ved ikke, hvad det hele ender med, hvis der overhovedet er nogen ende. Men vi ved, at det, vi står midt i, for altid har forandret vores virkelighed.
Er det tilladt at hjælpe?
Er vores lykke så stor og så rummelig, at vi strækker arme og sind ud mod mennesker og vil være med til at give dem håb og mod på fremtiden. Gid vi må blive rørt og berørt - og midt i alt det svære vover at hjælpe og flytte os ud over vores egne grænser og afgrænsninger og vise, at vi er parate til at elske vor næste som os selv og vise os som et kristent land.

Publiceret 26 September 2015 07:00