For Rosa Emilie Jørgensen og Emil Frej Brunbjerg på Midtjysk Efterskole er de daglige rapporter om flygtninge i hele Europa kommet helt tæt på.

For Rosa Emilie Jørgensen og Emil Frej Brunbjerg på Midtjysk Efterskole er de daglige rapporter om flygtninge i hele Europa kommet helt tæt på.

Efterskoleelever fik aflivet fordomme

Elever fra en efterskole besøgte flygtningecenter i Thyregod

De lå ikke på gulvet i en gymnastiksal. Men ellers var det rigtigt nok: Der var tale om cirka 100 flygtninge og asylsøgere af kød og blod. 20 elever fra Midtjysk Efterskole besøgte asylcenteret i Thyregod og fik syn for sagn.
For Rosa Emilie Jørgensen og Emil Frej Brunbjerg på Midtjysk Efterskole er de daglige rapporter om flygtninge i hele Europa kommet helt tæt på. De har besøgt et asylcenter, og mødt unge mennesker, som ikke har opgivet håbet.
Ifølge pressemeddelelsen var Rosa mest overrasket over, at asylsøgerne ikke lå på madrasser i en stor hal. Det var det billede af flygtninge, hun havde på nethinden. At de boede i huse, hvor der både var køkken og bad, var nyt for hende.
“Der fik jeg lige aflivet den fordom. Og det overraskede mig også, at de allesammen var så åbne og imødekommende,” siger Rosa, som besøgte asylcentret i Thyregod i højskolefaget 'Aktiv borger'.
Det er et nyt tilbud til skolens elever. Asylcentret er kun for enlige mænd over 18 år. Nogle er lige ankommet, mens andre har været der et stykke tid. Det er såkaldte kvoteflygtninge, som Danmark er forpligtet til at tage et vist antal af om året.
For Rosa og Emil var det en øjenåbner at møde flygtningene.
“Vi har vel alle vores fordomme, og mange tænker negativt om flygtninge. Men tænk på, at de er væk fra deres familier, og har det rigtig hårdt”, siger Rosa.
“Ja, det var lidt trist at se alle de mænd, som sidder der uden deres familier”, siger Emil.
Både Rosa og Emil synes, at de efter besøget bedre kan forholde sig til de mange tal og informationer om flygtninge, som de bliver bombarderet med.
“Det er mærkeligt, at der overhovedet er en diskussion om, vi skal hjælpe dem”, mener Emil, og tilføjer, at hans egne problemer pludselig synes meget små i forhold til dem, flygtningene sidder med.
Hans holdning til flygtningedebatten er blevet skærpet efter besøget.
“De vil jo ikke skabe problemer for det danske samfund, men bare have et ordentligt liv”, siger Emil.
De asylansøgere, som eleverne talte med, gav udtryk for stor glæde for besøget. De får ikke så mange besøg, og de vil gerne møde danskerne og gerne snakke.

Publiceret 27 September 2015 16:00