Fra venstre ses Kevin Refvik, Thomas Jacobsen og Daniel Bach. Charii har allerede stor opbakning med over 1000 likes på facebook og brugere.

Fra venstre ses Kevin Refvik, Thomas Jacobsen og Daniel Bach. Charii har allerede stor opbakning med over 1000 likes på facebook og brugere.

Velgørenhed:

Kan du undvære en 5'er?

Charii er en ny måde at donere til velgørende organisationer på. Iværksættere fra Horsens står bag idéen, hvor du kan donere helt ned til fem kroner

Af
Lotte Gyldenvang

“Det er ikke altid, man lige har en mønt på lommen, når raslebøssen passerer forbi. De fleste drages af de historier, som folk fra velgørende organisationer fortæller på gågaden, men de færreste ønsker at binde sig til et fast abonnement. Derfor har jeg skabt Charii,” fortæller Daniel Bach, der sammen med Kevin Refvik er stifter af den nyligt lancerede online raslebøsse. De er begge fra Horsens, hvor Charii holder til i Tinghuset.

Fleksibel støtte

charii.com kan man støtte flere forskellige organisationer med beløb helt ned til fem kroner. Daniel Bach fik idéen for nogle år siden, da han blev irriteret over de mange tusinde likes, Dansk Røde Kors har på sin facebookside.

“Jeg tænkte, at et like jo ikke gør nogen forskel for dem, der har brug for hjælp. Så begyndte jeg at fundere over, hvordan man kunne forvandle et like til en krone,” fortæller 30-årige Daniel Bach.

Bred og ukendt

Idéen har udviklet sig, hjulpet i gang i samarbejde med ingeniørstuderende på VIA i Horsens og er blevet til Charii, der fungerer som en online markedsplads, hvor man selv bestemmer, hvilke projekter, der skal i den støttende indkøbskurv på hjemmesiden.

“Netflex har film, Spotify musik. Vi har velgørenhed,” lyder det forklarende fra Thomas Jacobsen, der er ansvarlig for den daglige drift hos Charii, som endnu ikke har alle velgørende organisationer med under den virtuelle raslebøsse.
“Vi har haft som mål at have et bredt udvalg. På Charii er det muligt både at støtte mennesker i nød, børn, sygdomme, dyr og naturen. Organisationerne er meget positive over for Charii, ikke mindst fordi online donationer ikke er slået igennem for alvor. Det viser både indsamlere på gågaden, medlemskaber og den velkendte raslebøsse,” siger Daniel Bach.

Han tilføjer, at Charii også gør det muligt for de mere ukendte og små organisationer at komme ud med deres budskab.
Når man har doneret penge til en organisation eller et specifikt projekt, kan man følge med i, hvad der sker med pengene, og se billeder når en ny skole eksempelvis er bygget i en afrikansk landsby.

Også for de unge

Ifølge stifteren af Charii er kvinder over 45 år de personer, der donerer mest.

“Mange unge og studerende vil gerne støtte, men har ikke altid 200 kroner om måneden, eller hvad et medlemskab ved en organisation nu kan koste. Med Charii kan man støtte med en flad femmer, når man kan og vil undvære den. Det gør velgørenhed fleksibelt og tilgængeligt for alle,” siger Thomas Jacobsen.

For at få adgang til en ny generation af velgørere, betaler organisationerne et markedsføringsbidrag på 8,2 procent, som dækker platformens drift, videreudvikling og markedsføring.

Publiceret 27 September 2015 11:30