Hjælpsom kvinde fuppede 88-årig

Ældre kvinde mistede sin pung efter indkøbstur i Kokkedal

Af
Pernille Kristensen

En kvinde tilbøde onsdag sin hjælp til en 88-årig dame, der var i færd med at handle ind i Holmegårdscentret i Kokkedal.
Hjælpen havde imidlertid sin bagside, for da den 88-årige ville betale for sine varer, opdagede hun, at hendes pung med dankort i var væk.
Det oplyser Nordsjællands Politi, der fik anmeldelsen om tricktyveriet klokken 14.
Politiet har følgende signalement af gerningskvinden:
Kvinde, 20-40 år, 155-165 cm høj, spinkel af bygning og mørk i huden. Hun talte dansk med accent og var iført en lang, brun/grå frakke, der var syet som en coat, sorte bukser og muligvis et sort tørklæde. Hun medbragte en grøn eller brun taske med to lommer på siden.
Har man oplysninger i sagen, kan Nordsjællands Politi kontaktes på telefon 114.

Publiceret 01 November 2015 08:00