"De senere år, hvor jeg har arbejdet meget med min selvopfattelse og min kropsskam, har jeg fundet ud af, hvordan jeg klæder mig bedst. Og jeg har lært at suge til mig, når en kollega for eksempel siger: 'Hold kæft du ser godt ud idag' – men det har taget tid at lære," siger Mariann Louise Ørum Jensen.

Kurvede Marianns fantastiske udvikling:

Nu tør jeg vise mine former

Plussize-modellen Mariann Louise Ørum Jensen vil lære kurvede kvinder at elske dem selv og deres spejlbillede

36-årige Mariann Louise Ørum Jensen fra Arden ved Hobro er vild med mode, og så har hun noget på hjerte. Mariann er kvinden bag en ny modeblog for kurvede kvinder med navnet Curvylicious.dk. Hendes mission er at rykke ved de kurvede kvinders selvværd og kropsopfattelse.
"Jeg vil gerne rykke ved kurvede kvinders tanker om dem selv. Når man er tyk undgår man at gå i kropsnært tøj og kan ikke lide sit eget spejlbillede. Men det er tit det mentale, det handler om, og man kan faktisk godt lære at holde af sin egen krop, selvom man er større end gennemsnittet, " siger Mariann, der selv er en stor pige med masser af former - det man i modebranchen kalder plussize.
Hun sprang selv ud som plussizemodel for et års tid siden, hvilket har givet hende et nyt syn på sin krop.
"Jeg har altid været en kurvet pige, som for det meste gik i sorte ”bengalin” bukser og en stor trøje eller jakke for at gemme mig. Jeg ejede ikke engang en kjole dengang, og havde også en "Dunke Dorte" siddende på skulderen, som hele tiden fortalte mig, at jeg var for tyk, ikke god nok osv. Det har været en kamp hele mit liv, men nu har jeg heldigvis sluttet fred med min krop, og det føles fantastisk," siger Mariann.

Grænseoverskridende

Kovendingen i hendes liv kom, da hun besluttede sig for at tage til arrangementet Plussize Days i Esbjerg sidste år. Her tog hun mod til sig og tilmeldte sig en modelcasting til et modeshow, hvor hun blev udvalgt. Modeshowet gav hende en masse positive tilkendegivelser, som var et kæmpe boost til selvtilliden, og siden har Marianns plussize-modelkarriere udviklet sig, så hun nu er med i diverse fotoshoots i både ind- og udland.
"I starten var det meget grænseoverskridende for mig. Jeg tænkte, hvad tænker mine venner og mine kollegaer, når de ser min krop på den måde. Men jeg vidste, at jeg måtte lære at acceptere det, og da jeg kun fik positive tilbagemeldinger, blev jeg efterhånden også mere modig," siger Mariann, som er gået fra at være en hæmmet kvinde til i dag at turde vise både mave, lår og kavalergang.
"Det er utroligt, at jeg, i min process, har rykket mig så meget, at jeg i dag har det fint med at se billeder af mig selv - endda i lingeri," siger Mariann, som godt kan lide, at lave sensuelle billeder på den lækre måde - men ikke regulære nøgenbilleder.

Janteloven

Den personlige udvikling vil Mariann bruge til at inspirere andre.
"Mit håb er, at jeg kan hjælpe andre kurvede kvinder med at indse, hvor smukke og dejlige de er, og hjælpe dem med at få modet til at vise resten af verden, deres smukke kurver, hvilket er blevet nemmere de seneste år. Indtil for få år siden var plussize-segmentet total ignoreret af modebranchen, og store piger var tvunget til at købe stangtøj i Bilka, men der er efterhånden flere og flere tøjfirmaer og designere, der har fået øjnene op for, at kurvede kvinder også er lækre i tætsiddende kjoler og stramme jeans. Nu gælder det bare om, at kvinderne tør vise sig frem i det tøj, som sidder godt og fremhæver deres former. Mange er nemlig stadig usikre på sig selv og køber derfor 'oversize' tunikaer for at 'gemme sig væk', og det vil jeg gerne ændre på. Jeg vil gerne rykke så meget ved deres opfattelse af deres spejlbillede, at de får modet til at gøre det, de drømmer om," siger Mariann. Det kan dog være svært at ændre, for man skal også være klar til at kæmpe mod janteloven. Mariann oplever tit, at misundelses-loven lever i bedste velgående - specielt kurvede kvinder imellem.
"Jeg får nogle gange kommentarer fra andre store piger, som blandt andet siger: 'Det kan man ikke have på, når man har den størrelse.' Jeg tror simpelthen, det skyldes, at de har det skidt med, at de ikke selv tør, og jeg vil gerne hjælpe dem med at nå dertil," siger Mariann.
Følg Marianns kamp for at hjælpe danske kurvede kvinder på Curvylicious.dk. - eller se hendes modelside her

null

Publiceret 04 November 2015 23:22