Charlotte Gillesberg ses her sammen med Morten Jessen.

Charlotte Gillesberg ses her sammen med Morten Jessen.

16-årige Charlotte vinder sækkepibe-konkurrence

Charlotte Gillesberg fra SPAD vinder national konkurrence

Den kun 16-årige Charlotte Gillesberg fra Sønderborg Pipes and Drums vandt i weekenden konkurrencen Autumn Championships i Holbæk for sækkepibespillere fra hele landet.
Hun hentede sin førsteplads i gruppen for begyndere.
Endvidere fik det unge talent en ekstra oplevelse, idet hun gennem weekenden også fik lejlighed til at øve sammen med nogle af de bedste sækkepibespillere i hele Europa, der optræder i internationale konkurrencer i det sammensatte konkurrenceband Balagan.
”Det er på alle måder en fed oplevelse, at mange måneders slid med piben giver dokumenterede resultater – og sejren er til hele SPAD, der i den grad bakker mig op," siger Charlotte Gillesberg.
Siden september 2014 har Charlotte Gillesberg, der til daglig går i 1.G på Sønderborg Statsskole, modtaget undervisning i Sønderborg Pipes and Drums – gennem de seneste måneder endvidere hos en ekstern instruktør.
”Hun har meget hurtigt vist sig at være et særligt talent, der med flid og vedholdenhed har udviklet sine musiske præstationer i hastigt tempo. På anbefaling af bandets musiske ledelse har bestyrelsen derfor besluttet at investere i ekstraordinær undervisning til hende hos en af landets bedste instruktører. Og nu høster både Charlotte og bandet frugterne heraf - i enhver henseende en succes," konstaterer Knud A. Sveistrup, der er formand for Sønderborg Pipes and Drums.
Charlotte Gillesberg kan opleves både solo og sammen med resten af bandet under SPAD`s Nytårsparole lørdag den 9. januar 2016. Billetter kan købes på www.spad.nemtilmeld.dk.

Publiceret 16 November 2015 14:19