Birthe Kjær:

"Jeg er gået hen og blevet kult"

Sanger Birthe Kjær ser tilbage på hendes største arbejdsmæssige oplevelse i 2015

"På arbejdsområdet har den mest skelsættende oplevelse i 2015 været at rejse til Nashville i USA for at indspille musikken til min nye CD.

Jeg havde aldrig været i Nashville før, og så skulle jeg i studiet for at afprøve en helt ny genre, nemlig country.

Det var en kæmpe oplevelse at udfordre mig selv med countrygenren og arbejde med de fantastiske countrymusikere. Vi skulle indspille musikken derovre, og jeg skulle synge det, som vi kalder en 'cuesang', hvor man mærker, om sangen ligger godt i min stemme i tonearten. Jeg sang det bagefter om i studiet herhjemme.

Gennem årene har jeg været nysgerrig på at prøve andre genrer, men aldrig sådan rigtig afprøvet mine evner indenfor countrymusikken. Men jeg blev lokket til det af pladeselskabet Sony, og det er jeg glad for, da der kom en god cd med titlen 'Lige fra hjertet' ud af det.

I 2016 ser jeg frem til at komme ud og optræde. Jeg er jo gået hen og blevet kult. Så jeg står imellem rockorkestre og synger om en gummibåd og at "vi maler byen rød". Det går så forrygende og publikum elsker at synge med. Der kommer kun flere og flere festivaler til, så mit 9-mandsorkester 'Feel Good Band' og jeg glæder os til at komme ud og lave en fest på scenen sammen med publikum."

Publiceret 02 January 2016 11:00