Henriette Brandt Pedersen er ikke typen, der stiller sig op på en ølkasse og buldrer - hun vil gerne tænkes på som en lokalpolitiker med begge ben på jorden, og her får de lov at blive, ølkasse eller ej. Foto: Jannie Fjordside

Henriette Brandt Pedersen er ikke typen, der stiller sig op på en ølkasse og buldrer - hun vil gerne tænkes på som en lokalpolitiker med begge ben på jorden, og her får de lov at blive, ølkasse eller ej. Foto: Jannie Fjordside

Revolutionen ligger i at kunne sige fra

Den røde fane smælder ikke hos byrådsmedlem Henriette Brandt Pedersen - men den svajer, når hun siger ’nej’ i byrådssalen

Af
Af Jannie Fjordside

Hverken Kählervasen på stuebordet eller adressen i Humlebæk taler for, at her skulle bo et medlem af dét parti, der står længst til venstre både i Folketinget og byrådet i Fredensborg Kommune.
Vil man gerne se ydre tegn på stereotyper, skal man i det hele taget lede længe – gør man dét, kan man måske finde et eksemplar af avisen 'Arbejderen', men det skyldes også kun, at hun har ladet sig overtale til et prøveeksemplar af en af sine venner, bedyrer Enhedslistekvinden fra Humlebæk Strandvej, Henriette Brandt Pedersen.
Netop nedbrydningen af stereotyper er noget af det, Henriette Brandt Pedersen har hæftet sig ved gennem sine første to år som nyvalgt byrådsmedlem. I hvert fald når det gælder stereotypen af politik som mudderkast på tværs af grøfter, parterne ikke kan eller vil bygge bro over – et billede, den nationale politik ifølge Henriette Brandt Pedersen er med til at tegne.
”Selvom vi er uenige, og selvom der til tider kan være lidt mudderkast, så opfører vi os ordentligt over for hinanden i byrådet. Vi kan stadig godt give hinanden hånden eller et skulderklap til nogen, vi ikke deler holdninger med,” siger Henriette Brandt Pedersen, der ved siden af sit byrådsembede arbejder som pædagog i Østervejs Børnehus i Fredensborg.

En grøn røds udfordringer

Allerede som ung viftede Henriette Brandt Pedersen med den røde fane som medlem af Venstresocialisternes Ungdom, VSU. Det politiske fokus gled ud på sidelinjen, da hun fik børn, men for cirka seks år siden meldte hun sig ind i Enhedslisten og stillede i 2013 op til kommunalvalget.
”På landsplan havde Enhedslisten haft nogle gode valg, som gjorde, at flere nok turde stille op, og det var også med til at tænde min motivation,” siger Henriette Brandt Pedersen.
At være en af de grønne i byrådet har ikke været uden udfordringer, mener hun.
”I begyndelsen måtte jeg slå en masse ord op, når jeg læste dagsordnerne igennem, og jeg synes, at det har været lidt af en kamp at blive taget alvorligt. På mit andet år i byrådet er jeg blevet mere rolig, og det hjælper nok også, at vi er flere enmandspartier i byrådet. Jeg oplever i hvert fald, at vi på en måde passer lidt på hinanden,” siger hun.
At være en af byrådets meget meget røde er heller ikke altid let, for sidder man på den yderste fløj, kan politiske kompromiser kræve skridt, der bevæger sig for langt væk fra partiets linje.
”Vi er nødt til at indgå kompromiser og forhandle, men vi også har et kæmpe ansvar og skal overveje kraftigt, hvad vi i bund og grund mener, for det har jo en direkte indflydelse på kommunens fremtid,” siger Henriette Brandt Pedersen.
Og kompromiserne, mener hun, bliver ikke lettere af, at politikken kommer helt tæt på.

Med begge ben på jorden

Som førstegangsiddende i byrådet oplever Henriette Brandt Pedersen ikke at have en lokal 'kendisfaktor', som sådan. Men hendes politiske engagement bliver bemærket på flere fronter, og det har krævet tilvænning.
”Vi bor jo i Nordsjælland, hvor mine holdninger naturligvis skiller sig lidt ud. Og i starten ville mine børn helst ikke snakke om socialisme og alt det pjat,” fortæller Henriette Brandt Pedersen.
Selv finder hun det udfordrende at holde balancen mellem at være lydhør over for den enkelte borger uden at bedrive enkeltsagspolitik.
”Det sker jo, at jeg bliver stoppet henne i Brugsen eller på gaden af borgere, jeg ikke kender. Nogle gange vil de bare sige hej, andre gange vil de gerne fortælle om deres situation. Jeg lytter og vil gerne hjælpe dem videre, men jeg kan jo ikke gå ind og sagsbehandle. Og det kan være svært, især fordi jeg som byrådsmedlem er blevet endnu mere bevidst om de socialt udsatte borgere, vi også har her i kommunen,” siger Henriette Brandt Pedersen.
Hun ser positivt på at stille op, når der i 2017 er kommunalvalg igen, men beslutningen er ikke afgjort. Om hun genopstiller eller ej, håber hun, at borgerne og hendes byrådskolleger vil huske hende som en troværdig person, der har begge ben på jorden. Noget, hun i hvert fald har i sin afsluttende kommentar om sit politiske ståsted:
”Det er nok ikke i Fredensborg Kommune, at Enhedslisten kommer til at revolutionere. Men jeg tror, at jeg kan gøre en forskel ved, at folk kan se, at der er ting, jeg ikke vil være med til.”

null

Publiceret 06 January 2016 10:15