Fræk brandmandskalender revet væk:

Derfor smed vi tøjet

 
"Vi gør det ikke alene for os her i Egernsund, men for at skabe lidt opmærksomhed og interesse for alle brandværn. Vi håber på den måde at kunne tiltrække flere til brandværnene."
Sådan siger Maria Holst, der er holdleder i Egernsund Frivillige Brandværn til jv.dk om den frække kalender, som hun og resten af brandmændene i Egernsund har lavet for 2016. Ideen fik hun i sommer, da hun var på besøg hos kollegaer på den anden side af den dansk-tyske grænse, hvor man har tradition for at lave den slags nytårsløjer.
"Jeg tror ikke, det er sket før i Sønderjylland. Så jeg tænkte, sådan en må vi også lave," siger Maria Holst.
Hun er selv med på nogle af de i alt 23 billeder i kalenderen - dog ikke topløs som hendes mandlige kollegaer. Men hun havde nok ikke i sin vildeste fantasi regnet med, at kalenderen ville blive så stor en succes. Det første oplag på 150 styk blev udsolgt på få dage. Det betyder dog ikke, at der er lukket for muligheden for at få de letpåklædte brandmænd op på væggen. Brandmand Christian Brodersen oplyser, at han med glæde tager imod flere bestillinger på telefon 24 87 80 35.
Det egentlige mål med kalenderen er som sagt at få flere til at melde sig som frivillig brandmand. I Sønderjylland alene står man ifølge jv.dk og mangler omkring 100 frivillige. Man mangler fem i Egernsund, og hvis de pikante kalenderbilleder skulle give en lyst, så er her nogle af kriterierne man skal opfylde for at komme i betragtning til et job som frivillig brandmand i Egernsund. Du skal være mellem 18 og 40 år, have et godt helbred, en ren straffeattest og være bosiddende i Egernsund / Skodsbølmark.

Brandmand i Egernsund Frivillige Brandværn, Christian Brodersen, viser kalenderen, som kan erhverves for 65 kroner, frem.

Brandmand i Egernsund Frivillige Brandværn, Christian Brodersen, viser kalenderen, som kan erhverves for 65 kroner, frem.

Publiceret 06 January 2016 16:12