Alexander Jonsbak blev student i sommer, men har alligevel fundet tid til at engagere sig i lokalpolitik for Venstre. Foto: Pernille Kristensen

Alexander Jonsbak blev student i sommer, men har alligevel fundet tid til at engagere sig i lokalpolitik for Venstre. Foto: Pernille Kristensen

Halvvejs i politik:

“Det betyder noget at kunne hjælpe de unge”

Ugebladet har bedt Alexander Jonsbak (V) sætte ord på den første halvdel af hans første valgperiode i lokalpolitik

Af
Pernille Kristensen

Bredt samarbejde, få rævekager - og rigtig meget læsestof
Sådan har Alexander Jonsbak i korte træk oplevet de første knap to år, han har været med i kommunalpolitik.
“Når man står udenfor, tror man, at vi er uenige hele tiden, men jeg arbejder faktisk rigtig godt sammen med alle mine kolleger i kommunalbestyrelsen,” siger den 20-årige Venstre-mand.
Trods sin unge alder har han formået at navigere i både papirbunker og det politiske spil, der engang imellem er.
“Jeg sidder i Sport-, Fritid- og Kulturudvalget, hvor vi bl.a. diskuterer en ekstra skøjtehal, som Venstre jo er imod. Vi sidder med mange procesbeslutninger, og der er de andre i udvalget så med til at hjælpe mig til at finde ud af, hvad jeg skal stemme, selv om jeg er uenig,” forklarer Alexander Jonsbak.
Til gengæld er han blevet overrasket over, hvor meget forarbejde der foregår i administrationen.
“Jeg havde det godt på fornemmelsen. Embedsmændene skal være gode til at informere politikerne, så de kan tage de rette beslutninger,” siger han.

Øl og politik

Da Alexander Jonsbak blev valgt i 2013, gik han stadig på Rungsted Gymnasium.
Heldigvis kan Alexander Jonsbak ikke mærke, at hverken venner eller familie forholder sig anderledes til ham nu, hvor han er blevet politiker.
“Men nogle af mine bekendte kan godt finde på, at vi skal diskutere politik, hvis vi er ude at få en øl, og det er ikke altid, at jeg lige har lyst til det,” siger han med et grin.
Selv er han ikke i tvivl om, at det var stemmer fra især unge vælgere, der sendte ham i kommunalbestyrelsen, og det forpligter i forhold til nogle af de sager, han kan bruge sin position til at sætte fokus på, mener Alexander Jonsbak.
Eksempelvis fik han sammen med Anders Vestergaard (K) den idé at starte et projekt, hvor 15 unge med udfordringer i livet blev sendt på Camp True North.
Administrationen var med på idéen og fik koblet Jobcentret på.
Kun to faldt fra undervejs, og de øvrige unge i gruppen blev i løbet af projektet hjulpet et skridt videre til et liv med overskud.
“Jeg blev valgt af mange unge vælgere, så det betyder også noget at kunne hjælpe dem,” siger Alexander Jonsbak.

Speaker’s Corner: Alexander Jonsbak på ølkassen midt på Hovedgaden i Hørsholm kun få hundrede meter fra bopælen på Byporten. Foto: Pernille Kristensen

Speaker’s Corner: Alexander Jonsbak på ølkassen midt på Hovedgaden i Hørsholm kun få hundrede meter fra bopælen på Byporten. Foto: Pernille Kristensen

Andet end erfaring

Indtil videre er han glad for at være i kommunalpolitik, men om det bliver til en genopstilling i efteråret 2017, har han endnu ikke taget stilling til.
Under alle omstændigheder håber han at få sat så mange fingeraftryk som muligt på den lokale politik.
“Jeg vil gerne huskes som en, der havde et andet syn på livet. Man taler tit om erfaring, men jeg synes også, det er vigtigt at hive nogle med nogle andre kvaliteter og perspektiver ind,” konkluderer Alexander Jonsbak.

Publiceret 06 January 2016 09:00