Kvinder springer kræftscreening over

Halvdelen af de kvinder, som rammes af livmoderhalskræft, har ikke fulgt screeningsprogrammet. Det bekymrer formanden for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Skanderborg

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

En ny rapport fra Dansk Kvalitetsdatabase forLivmoderhalskræftscreening viser, at kun tre ud af fire kvinder i Region Midtjylland mellem 23 og 65 år reagerer på invitationen til at blive undersøgt for livmoderhalskræft.
Det bekymrer Hanne Appel, der er formand for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Skanderborg
“Vi er oprigtigt bekymrede over den lave deltagelse i screeningsprogrammet. For livmoderhalskræft er en sygdom med en høj dødelighed og alvorlige følger for de kvinder, der overlever Hvert år dør næsten 100 kvinder af livmoderhalskræft. Derfor vil vi i Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Skanderborg kraftigt opfordre alle kvinder til at deltage i den vigtige undersøgelse for livmoderhalskræft, fordi vi ved, det nedsætter antallet af kræfttilfælde og dermed også dødeligheden af sygdommen,” siger hun.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse nedsætter kvinder, der deltager i screeningen, deres risiko for at få livmoderhalskræft med 80-90 procent, fordi undersøgelsen giver mulighed for at finde tidlige tegn på celleforandringer i livmoderhalsen.
Det er vigtigt af følge screeningsprogrammet, også selvom man er HPV vaccineret, da HPV vaccinationen kun beskytter mod 70 procent af alle tilfælde.
Hanne Appel vil sammen med formanden for Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg, Henning Busk, nu opfordre Region Midtjylland til at overveje, hvad de kan gøre for at få flere kvinder til at deltage i screeningstilbuddet.
“Samtidig må det overvejes, om region og kommune informerer godt nok om, hvor vigtig screeningen er,” siger hun.

null

Publiceret 18 January 2016 07:00