Pia Jette Hansen og Søren Møller er teaterchef på henholdsvis Østre Gasværk Teater og Fredericia Teater. De glæder sig over samarbejdet om den fredericianske millionmusical, Shubidua - The Musical. Fotos: Peter Friis Autzen

Pia Jette Hansen og Søren Møller er teaterchef på henholdsvis Østre Gasværk Teater og Fredericia Teater. De glæder sig over samarbejdet om den fredericianske millionmusical, Shubidua - The Musical. Fotos: Peter Friis Autzen

Shubidua-gas på det gamle gasværk

Fredericia Teaters millionmusical kører nu på de københavnske skrå brædder. Publikum og kendisser står i kø

Af
Peter Friis Autzen

I torsdags præsenterede Fredericia Teater københavnerne for Shubidua - The Musical.
Ja, egentlig kunne de jo have oplevet den i Fredericia allerede sidste år. Men som flere i forhallen på Østre Gasværk Teater talte om: Der kan godt være lidt langt “over til Jylland.”
Nu er forestillingen så kommet til udkantsdanmark. Og den blev godt modtaget:
Kendisser, pinger og pressefolk var inviteret. Og især på kendis-listen forlyder det, at over hundrede stod klar som afløser, hvis Keld Heick, Gordon Kennedy eller Pia Kjærsgaard måtte melde afbud.
Fredericia Teaters gode ry var løbet forestillingen i forvejen. Københavnerne vidste, hvad de gik ind til: Noget nyt og bedre, end de havde set før. Og så endda fra Jylland.
En række tekniske detaljer er ændret, syv skuespillere skiftet ud og en lang række detaljer i koreografien er ændret for at passe til Østre Gasværks scene.
Resultatet er, at de, der sidder tættest på, kommer virkelig tæt på. Og den sidder lige i kassen.

Glade teaterchefer

Fredericias teaterchef Søren Møller og Østre Gasværks teaterchef, Pia Jette Hansen, glædede sig over at have stablet en fælles succes på benene.
“Det er stort,” sagde Pia Jette Hansen.
“Forestillingen er lidt anderledes her i Østre Gasværk. Vi er jo et stort amfiteater, hvor publikum ser ned på scenen og ikke op som i Fredericias teatersal. Så skuespillerne skal spille opad i stedet for nedad,” sagde hun
Østre Gasværks teknik blev også presset til det yderste for at kunne rumme Fredericia Teaters mest teknisk krævende produktion nogensinde.
“Det virkede. Det så godt ud og det lød godt. Det hele er godt,” lød det fra Søren Møller.

Bjørg Gamst fra Fredericia Teater har overtaget den kvindelige hovedrolle: Det er fedt, og jeg har fået lov at spille rollen på min egen måde, siger hun med et smil.

Bjørg Gamst fra Fredericia Teater har overtaget den kvindelige hovedrolle: Det er fedt, og jeg har fået lov at spille rollen på min egen måde, siger hun med et smil.

Måske landets næststørste

Allerede nu har det københavnske billetsalg rundet 50.000 billetter.
Østre Gasværk og Fredericia Teater deles 50/50 om både indtægter og udgifter. Så salget har også økonomisk betydning for Fredericia Teater.
Når musicalen senere rykker til Aarhus, er forestillingerne solgt til en fast pris - hvorfor billetsalget der ikke har økonomisk betydning for Fredericia Teater.
“Det er en misforståelse, hvis folk i Fredericia tror, at vi spiller på udebane, fordi vi hellere vil være i København end i Fredericia. Vi er Fredericias teater. Men de sidste to uger med forestillinger i Fredericia var der ikke helt fuldt hus. Så det havde en naturlig ende i Fredericia. Her i København og i Aarhus regner vi med at kunne sælge lige så meget. Det er et fantastisk visitkort for Fredericia og teatret. Og der er også økonomi i det,” siger Søren Møller.
Allerede nu er Shubidua - The Musical landets bedst sælgende forestilling i indeværende sæson.
“Og jeg tror på, at vi kan ende med at være den forestilling i Danmark, der på én sæson har solgt næstbedst nogensinde,” siger Søren Møller.
Rekorden indehaves af Det Ny Teater og “Phantom of the Opera” med cirka 240.000 solgte billetter.

null

Publiceret 23 January 2016 11:15