Hillerød skal finde spareforslag for 213 millioner

De kommende budgetforhandlinger byder igen på et stort antal sparemuligheder

Forvaltningen og fagudvalgene kommer igen i år på en hård opgave, når der skal findes spareforslag til det såkaldte 'omprioriteringskatalog'.
Kataloget skal ifølge et vedtaget oplæg fra forvaltningen til økonomiudvalget indeholde spareforslag for i alt 213 millioner kroner, svarende til 2,5 procent af serviceudgiftrammen. Det store beløb skyldes, at der skal være nogle spareforslag at vælge imellem for politikerne i de kommende budgetforhandlinger.
Hver en krone skal vendes, også set i lyset af at regeringen har pålagt alle kommuner at sænke deres serviceudgifter med en procent årligt i hvert af årene 2017-20, mener borgmesteren:
“De kommunale budgetter er stramme. Vi skal hele tiden effektivisere, og det er vores pligt at få mest muligt ud af pengene,” siger Dorte Meldgaard (K).
På økonomiudvalgsmødet ønskede Liberal Alliance et endnu større sparekatalog på fem procent af serviceudgifterne, mens Fælleslisten kun ønskede et katalog på en procent. Ingen af forslagene fik dog flertal blandt de andre partier.
Ældre- og Socialområdet har været under ekstern analyse for effektivisering, og politikerne besluttede, at Familieområdet vælges som analyseområde i 2016/17 og Skoleområdet bliver analyseområde i 2017/18.
Læs mere om det kommende omprioriteringskatalog senere her på hip.dk eller i Hillerød Posten Weekend.

Publiceret 29 January 2016 06:00