Susanne Fick Warman fra Helsinge fik nok af Ugepostens dækning af asylansøgerne i Esbønderup, og efterlyser derimod hjælp til hendes søster. (Foto: David Foli)

Susanne Fick Warman fra Helsinge fik nok af Ugepostens dækning af asylansøgerne i Esbønderup, og efterlyser derimod hjælp til hendes søster. (Foto: David Foli)

"Såkaldte flygtninge får i hoved og bagdel - mens syge og svage danskere ingen hjælp får"

Af
Jesper Gisli

PERSPEKTIV: Susanne var vred og frustreret, og hun lagde ikke skjul på det.
Sammen med en del andre af Ugepostens facebook-venner, kommenterede Susanne i sidste uge artiklerne om de kommende asylansøgeres ankomst til Esbønderup.
Oven i hinanden kom artiklerne om Røde Kors der opfordrede folk til at komme forbi onsdag middag, for at tage varmt imod de mange flygtningefamilier, og Ugepostens indsamling af læsernes legetøj til børnene i disse familier.

En heftig debat på facebook

Det blev for meget for Susanne og en del andre kritikere på Ugepostens facebook-side.
"Jeg har en søster der virkelig er i akut bolignød. Gider Ugeposten hjælpe hende? Hun har ikke noget sted at bo, så det haster", skrev Susanne Fick Warman i kommentarfeltet.
"Hej Susanne. Jo, det vil vi da meget gerne hjælpe din søster med! Sig hvordan du og hun tænker, at vi kan hjælpe - så finder vi ud af noget. Men, by the way, hvad har det med dette opslag at gøre?" spurgte Ugeposten retur.
"At de såkaldte flygtninge får i hoved og bagdel, mens danske skattebetalende borgere bliver sat tilbage. Der er ingen der står og vifter med flag og klapsalver for os", svarede Susanne prompte, og blev bakket op af en endnu mere vred facebook-bruger.
"Ja, hvad rager Susanne Warmans søster os alle sammen? Nej, hop på godhedstoget og deltag i hykleriet med alle godhedstosserne. At hjælpe os selv er ikke på mode."
Og sådan kom både vrede, frustrerede og også ondskabsfulde kommentarer som perler på en snor i løbet af mandag og tirsdag i sidste uge, inden de mange flygtningefamilier landede i Esbønderup onsdag middag.
SE OGSÅ VIDEO: Asylansøgere demonstrerede for bedre rettigheder i Danmark

"Jeg har da også altid været sød og forstående som en "venligboer", men det er bare blevet skraldet af, lag for lag, efter alle disse oplevelser, samtidigt med at man ser utaknemmelighed og uacceptabel adfærd hos mange af dem der er kommet hertil af den ene eller den anden grund", siger Susanne Warman til Ugeposten. (Foto: David Foli)

Ugeposten inviterede Susanne på kaffe

Susanne bruger mælk i kaffen. Hun tog frisk imod tilbuddet om en snak og en kop kaffe på redaktionen, og hun kom med åben pande.
"Jeg mener det jeg skriver. Jeg oplever, at der er fremmede mennesker der kommer hertil, som bliver taget i mod nærmest som helte, og samtidigt er der syge og svage danskere der ingen hjælp får. Dem er der ingen der taler om, eller tager sig af. Det gør ondt at se på", siger Susanne med bestemthed i stemmen, og fortsætter.
"Der er masser af mennesker som kommer til Danmark, som er flygtet fra krig og elendighed, og de skal da tages i mod og hjælpes. Selvfølgelig. Men vi burde da som minimum tage os af vores egne samtidigt. Bare samtidigt?!", spørger og konstaterer Susanne Fick Warman i et og samme åndedrag.
"Byg dog barakker eller små lejeligheder til de svage danskere der trænger, samtidigt med at der bygges til flygtningene. Det kan da ikke være så svært. Og ja, jeg ved godt at det er hver sin pengekasse, som politikerne vil sige. Det ved jeg. Men i første omgang kommer pengene altså fra samme sted, nemlig skatteborgernes lommer."

Susanne til kaffe på Ugepostens redaktion, med sidste uges avis med asylansøgere på forsiden, og med stakke af doneret legetøj i baggrunden. (Foto: Jesper Gisli)

Susanne til kaffe på Ugepostens redaktion, med sidste uges avis med asylansøgere på forsiden, og med stakke af doneret legetøj i baggrunden. (Foto: Jesper Gisli)

Susannes søster

Susanne er ærlig. Hun er vred, skuffet og bitter. Det indrømmer hun. Og prøver at forklare hvor det kommer fra.
"Min storesøster på 69 år levede et helt normalt liv. Hun fik så en udposning på hjernen, og det har betydet, at hun har fået en mindre hjerneskade. Hun kan ikke holde styr på sit liv. Hun køber kattemad i stedet for at betale sine regninger. Vi måtte bane os vej igennem rod og svinderi i hendes lejlighed, og til sidst blev hun sat på gaden fordi hun ikke betalte sine regninger og husleje. Sørgeligt. Og hun er i så dårlig stand, at hverken hendes søn eller jeg kan tage os af hende og have hende boende. Det gør ondt", fortæller Susanne og fortsætter.
"Hun blev sat på gaden 26. januar, da hun ikke mødte op i Fogedretten og et hav af ubetalte regninger. Og så bliver man smidt ud, sådan er reglerne. Samme dag forsøgte hun at begå selvmord. Hun blev indlagt på psykiatisk afdeling på Hillerød Sygehus, og nu er hun så overført til psykiatrisk behandling i Helsingør. Hun kommer ud om en uges tid, og vi aner ikke hvad vi skal stille op. For jeg oplever bare at alle der kan hjælpe, ikke hjælper, og prøver at slippe uden om. Næ nej, min søster er skam frisk nok, og kan godt klare sig selv. Det oplever jeg at alle siger, så der sker ikke noget. Trist."
Susanne har i mange år arbejdet som buschauffør i det nordsjællandske.
Igennem arbejdet har hun fået venner og bekendte, både blandt kollegaer, og hvad et langt arbejdsliv ellers kaster af sig af bekendtskaber. Og her i blandt også venner med muslimsk og indvandrerbaggrund.
LÆS OGSÅ: Syriske flygtninge sultestrejker for bedre forhold: Borgmester afviser krav

Tolerance skraldet lag for lag

"Selvfølgelig er alle mennesker ikke ens, og flere af dem jeg kender med indvandrerbaggrund er de sødeste mennesker der også ryster på hovedet af de muslimer og indvandrere der opfører sig tåbeligt. Selvfølgelig kan man ikke slå alle over én kam. Når det er sagt, så må jeg bare sige, at jeg stort set aldrig har oplevet danskere være grimme ved mig på mit arbejde. Jo jo, nogle enkelte har da diskutteret eller lige snerret af mig, bevares. Men det har i 98 ud af 100 tilfælde været mænd med mellemøstlig eller indvandrerbaggrund. Det må jeg bare sige", fortæller Susanne, og fortsætter.
"Der er blevet kastet mønter efter mig, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet kaldt so eller luder og det der er værre. Det mest ydmygende jeg nogensinde har oplevet var, da en mand først havde kaldt mig luder fordi han skulle betale for billetten, og efter et par stoppesteder gik ud af bagdøren for at gå op til fordøren igen, gå ind efter de andre der steg på, stoppede, vendte sig om, trak bukserne ned, og slog en prut imod mig. Det er nok det mest ydmygende jeg har oplevet, og det var nok dråben, der gjorde, at jeg mistede noget grundliggende tolerance og noget af min store evne til at vende den anden kind til. For jeg er egentlig ret sikker på, at det ligger i os danskeres opdragelse og gener, at være gode og tolerante. Jeg har da også altid været sød og forstående som en "venligboer", men det er bare blevet skraldet af, lag for lag, efter alle disse oplevelser, samtidigt med at man ser utaknemmelighed og uacceptabel adfærd hos mange af dem der er kommet hertil af den ene eller den anden grund. Jeg bliver da ked af det. Og når jeg så oplever det med min søster oven i, ja, så bliver jeg altså lidt bitter nede i maven, og lidt bitter over at vi bare står og flager, og glemmer vores egne. Det ene med det andet. Jeg håber at selv de mest tolerante mennesker forstår den følelse hos mig. Der er i hvert fald mange mennesker der har det som jeg. Det kan jeg garantere dig".
Susanne hverken støttede eller så ikke Danmarksindsamling lørdag aften på tv. Hun har heller ikke tænkt sig at donere legetøj til Ugepostens indsamling. Ikke at hun ikke vil de netop ankomne flygtningebørn det godt, men der er jo så mange andre der vil donere til dem, konstaterer hun, da hun ser bunker og atter bunker af læsernes donerede legetøj på redaktionen.

Susanne: “Tal ordentligt!”

"Jeg støtter de hjemløse, køber Hus Forbi, og støtter Julemærkehjemmene og dyreværnsforeninger. Den slags støtter jeg gerne, for kunne der bare være en smule fokus på de etniske danskere, ville jeg være glad. Samtidigt med at vi hjælper de fremmede der trænger til hjælp", siger Susanne, og fortsætter.
"Sådan kan vi se forskelligt på det, og det skal være okay. Og selvom det er svært, så skal vi altså tale ordentligt til hinanden og om hinanden. Jeg indrømmer da gerne, at der også kan smutte en finke af fadet hos mig når jeg er oppe at ringe, og specielt på facebook er det nemt at komme til at skrive noget der måske skulle have været tænkt i stedet. Det går ikke. Vi skal kunne tale ordentligt og konstruktivt om disse ting, uden at bliver grimme ved hinanden. Ellers når vi ingen vegne. Men det kræver også at vi lytter til hinanden, tager hinandens bekymringer og holdninger alvorligt, og ikke kun skønmaler og tegner et sukkersødt billede af indvandrere og flygtninge", konstaterer Susanne Fick Warman overfor Ugeposten.

Susanne er vred, skuffet og bitter. Det indr%26#xf8;mmer hun %26#xe6;rligt, og hun t%26#xf8;r godt sige sin mening. Hun er tr%26#xe6;t af, at...

Opslået af Lokalavisen.dk på%26nbsp;9. februar 2016

null

Publiceret 09 February 2016 11:12