Skoleleder Joachim Grundtvig med en af de nue special-kufferter til mobil-opbevaring. En dag havde utilfredse elever sat alle deres mobil-alarmer til at ringe samtidig nede i kufferten.
“Det var fed humor,” siger skolelederen. Foto: Peter Friis Autzen

Skoleleder Joachim Grundtvig med en af de nue special-kufferter til mobil-opbevaring. En dag havde utilfredse elever sat alle deres mobil-alarmer til at ringe samtidig nede i kufferten. “Det var fed humor,” siger skolelederen. Foto: Peter Friis Autzen

Skoleleder:

Mobilerne forstyrrede for meget

Sct. Knuds Skole i Fredericia har indført totalforbud mod mobiltelefoner i skoletiden

Af
Peter Friis Autzen

“Det virker: Telefonerne forstyrrer ikke længere eleverne og undervisningen. Og eleverne er mere sammen socialt. De ser hinanden i øjnene,” siger Joachim Grundtvig.
Han er leder på privatskolen Sct. Knuds Skole i Fredericia. Og han er manden bag et totalt forbud mod mobiltelefoner i skoletiden.
“Det var min beslutning. Jeg har som forventet fået en del kritik for den. Men jeg står fast, for det er det rigtige at gøre. Og jeg tror på, at vi i løbet af den kommende tid vil se flere og flere skoler gøre det samme. En del efterskoler gør det allerede,” siger han.

Mange fordele - få ulemper

Mobilforbuddet på Sct. Knuds Skole er indført i tre omgange.
I første omgang indførte skolen et system, der kunne styre elevernes internet-adgang til bestemte sider - for eksempel facebook.
“Men lærerne fortalte, at elevernes smartphones forstyrrede mere og mere i undervisningen. Dels ved, at eleverne lige tjekkede facebook, sms'ede eller lignende - eller ved at forældre ringede til deres børn midt i undervisningen. Så vi blev vi enige om at inddrage telefonerne i timerne,” siger Joachim Grundtvig.
I første omgang fungerede det time for time: Eleverne kom ind fra frikvarter og afleverede telefonen, som de så fik tilbage, når det ringede ud.
“Men det gav for meget tumult i hver time. Og så snart det ringede, kastede eleverne sig frem efter telefonerne som en druknende, der er panisk for at få luft,” siger skolelederen.
Til sidst indførte han det totale forbud, hvor alle afleverer telefonen en specialkuffert i første time. Duksen bærer dem så op på kontoret - og henter dem, når sidste time er slut.
“Eleverne protesterede blandt andet med et brev fra elevrådet og ved at sætte deres mobil-alarmer til at ringe samtidig oppe på kontoret. Det var fed humor,” siger Joachim Grundtvig, der ikke kan se nævneværdige ulemper ved ordningen.

null

Publiceret 16 February 2016 06:00