Trafikken på Frederikssundsvej var efter ulykken spærret i begge retninger. (Fotos: KT)

Trafikken på Frederikssundsvej var efter ulykken spærret i begge retninger. (Fotos: KT)

Gravid kvinde er ok efter trafikulykke

To biler stødte tirsdag sammen i et lyskryds i Ølstykke

Af
Mette Birkvald Sørensen

Det er ikke første gang, at der er sket trafikulykker i krydset Frederikssundsvej og Dronning Dagmars Vej i Ølstykke, og tirsdag omkring kl. 12.30 var uheldet igen ude.
Her kommer en højgravid 29-årig kvinde fra Jyllinge kørende i en lille Smartcar i retning fra Frederikssund, og skal dreje til venstre ind på Dronning Dagmars Vej mod Fakta og Netto.
Kvinden drejer derfor til venstre i krydset, hvor en 68-årig mand fra Hørsholm samtidig kommer kørende ligeud i en stor Porche Cayenne i retning fra Stenløse og mod Frederikssund med det resultat, at de to biler kører sammen.
Den store Porche Cayenne ender efter ulykken ude i grøften, og sammenstødet har absolut heller ikke tage let på den lille smartcar.

Både baby og mor er ok

Politi, brandvæsen og ambulancer er hurtigt til stede på ulykkesstedet, hvor den 29-årige kvinde ifølge Nordsjællands Politi klager over smerter i hoften.
Kvinden, der er 7 mdr. gravid, køres til Rigshospitalet, hvor man kan konstatere, at både kvinden selv og babyen efter omstændighederne har det godt, oplyser kvindens familie til Lokalavisen.
Ifølge Nordsjællands Politi er en af parterne kørt over for rødt i krydset, men endnu kan politiet ikke sige noget om, hvilken en af bilisterne, der er kommet til at overse det røde lys.
Trafikken på Frederikssundsvej er efter ulykken spærret i ca. 45 minutter.

Publiceret 09 March 2016 15:00