Budskabet er klart fra de unge - til de unge. Fra v. Magnus Dupont, Anas Al-Neaimy og Daniel Meyer.

Budskabet er klart fra de unge - til de unge. Fra v. Magnus Dupont, Anas Al-Neaimy og Daniel Meyer.

Unge siger farvel og tobak:

'Jeg er også gået over til cancer'

Elever i 10. klasse har selv udformet kampagne, der skal få unge til at kvitte smøgerne

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

"Går dine penge også op i røg?"
"Jeg er også gået over til cancer."

Overskrifter som disse præger flere plakater og brochurer, som man kan se rundt omkring i Albertslund. Med billeder af smøg-rygende unge og cigaretpakker proppet med brændende pengesedler.
Her kan man læse, at hvis du ryger fem smøger om dagen, brænder du af for 3.700 kroner om året. I øvrigt kan du også få kræft, gule tænder og dårligt tandkød af at ryge.
Plakaterne og brochurerne er skrevet i en frisk, fræk, ung stil, og det er ikke tilfældigt. For det er unge, der står bag kampagnen.
Nærmere bestemt medieholdet på 10. klassecentret. I samarbejde med Den Kommunale Tandpleje har de unge selv udformet hele kampagnen - fra idé til færdige plakater og brochurer.
"I tandplejen har vi en lang tradition for at tale rygning med de unge. Men vi mangler materialer og redskaber til snakken, og viden om hvilke rygestop-tilbud vi eventuelt kan henvise til", siger Ida Nøhr Larsen, overtandlæge i Børn, Sundhed & Velfærd.
Det fostrede ideen om at lade de unge selv udforme indholdet, for at kunne ramme målgruppen bedre:
"Unge er ikke optaget af at de dør tidligt eller får KOL når de er 50", som hun siger, og Dorthe Nilsson fra tandplejen føjer til:
"De unge ser ikke ud i fremtiden på den måde. Det skal gribes an på en anden måde."
Det nikker de unge selv til. Skal man ramme målgruppen, nytter det ikke at skrive og tale om, at man engang kan få kræft. Så hellere ramme pengepungen:
"Man tror jeg altid, at det rammer ikke mig, men nogle andre. Så hvis vi skriver, at det går hårdt ud over pengepungen nu og her, så virker det", siger Magnus Dupont, en af de unge på medieholdet.
Han har selv ageret motiv på en af plakaterne, hvor han tænder en smøg med overskriften "Jeg er også gået over til cancer".

Publiceret 09 March 2016 10:00