Caption

Caption

“Her ser de jo ikke ned på folk”

For Susanna, Rasmus og Nicki er Ung i Fokus-projektet allerede et vigtigt holdepunkt i et kaotisk liv

Af
Af Betina Skjønnemand

“Jeg kommer kl. 7 hver morgen. Og jeg tænker, at det er lidt øv, når vi har weekend”.
28-årige Susanna Faltz har sammen med de 19 andre kursister på Ung i Fokus igen fået et fast holdepunkt i livet. Et sted, hvor hun føler sig velkommen, og hvor hun bliver taget alvorligt.
Susanna har senest et kuldsejlet praktikforløb bag sig, og hun har i mange år ikke forstået, hvorfor hun ikke passede ind. Indtil hun fik stillet diagnosen ADD, der er ADHD uden hyperaktivitet. Så faldt der pludselig en masse brikker på plads, og allerede nu - kun to uger efter projektets start, er hun allerede klar med en plan for fremtiden. Det skal være noget med dyr.
29-årige Rasmus Nielsen har haft store udfordringer med sin skolegang. Han har forsøgt sig på to uddannelser, men har måttet springe fra begge. Først som 19-årig fik han at vide, at han var ordblind. “Tænk - alt den tid har jeg bare gået og troet, at jeg var dum. Det er ikke noget, der hjælper på selvtilliden,” fortæller Rasmus, der har en drøm om at blive kameramand.
“Men allerførst skal jeg have min 10. klasses eksamen. Det er det første mål”.

Respekt og hensyn

Også 29-årige Nicki har haft sit at slås med i sit korte liv. For selvom han har afsluttet sin ungdomsuddannelse med bravour, og har været godt i gang med at studere på universitetet, så har livet langtfra været en dans på roser. Et brud med Jehovas vidner, ensomhed og misbrug i en stor sammenblanding.
“Jeg er utrolig glad for at være her. Her ser de jo ikke ned på folk, bare fordi man har været i problemer. Mange af de andre steder, hvor jeg har været, har man ikke kunnet være, den man nu er. Og så har jeg jo bare ringet og meldt mig syg. Her er vi gode til at motivere hinanden. Her bliver der vist en masse respekt, og folk tager hensyn til hinanden. Og selvom vi ikke har de samme problemer, så er vi alligevel i samme båd,” lyder det fra Nicki, der vil bruge sin tid på at blive klar til at starte på medicinstudiet på universitetet.
Fælles for de tre unge er, at de - trods deres store udfordringer - oser af optimisme, og de lader til at have en afklaret tilgang til kurset. Det skinner tydeligt igennem, at de alle har stor gavn af at opleve, at der er andre som dem. Om kurset så bliver det vendepunkt, som de alle har så desperat brug for, vil kun tiden vise.

Fakta
Lokalavisen vil besøge de unge på kurset Ung i Fokus flere gange i løbet af det 12 uger lange forløb.

Alt den tid har jeg bare gået og troet, at jeg var dum
Rasmus Nielsen, kursist på Ung i Fokus

Publiceret 14 March 2016 07:00