97.000 elever fra 295 skoler i Danmark løber på fredag til fordel for Børnecancerfonden. Pressefoto

97.000 elever fra 295 skoler i Danmark løber på fredag til fordel for Børnecancerfonden. Pressefoto

Elever løber for børn med kræft

Også lokale skoleelever i Hillerød Kommune deltager, når skoler over hele landet på fredag den 18. marts afvikler Team Rynkeby Skoleløbet, der rejser penge til Børnecancerfonden.
På Hillerød Vest Skolen deltager 650 elever, og på Hillerødsholmskolen løber 75 børn med.
I alt løber 107.000 skoleelever fra 336 skoler i Danmark og Sverige til fordel for børn med kræft.
Eleverne skal selv være med til at rejse penge til Børnecancerfonden ved at forsøge at indgå mikrosponsorater med familie og venner inden løbet.
Det er anden gang, at Team Rynkeby Skoleløbet bliver afviklet. Sidste år deltog 34.000 elever fordelt på 100 skoler. Det betyder, at deltagerantallet er mere end tredoblet.
Opbakningen gør indtryk på Marianne Nielsen, direktør i Børnecancerfonden:
"Det betyder utroligt meget for de familier, som det hele handler om, at så mange børn står sammen om at gøre en forskel for børn med kræft. Sidste år havde jeg selv fornøjelsen af at være ude på flere skoler før, under og efter løbet, og jeg er meget rørt over eleverne og skolernes engagement", udtaler hun i en pressemeddelelse.
Det er gratis for skolerne at deltage i Team Rynkeby Skoleløbet, og alle indsamlede midler i Danmark går ubeskåret til Børnecancerfonden.

Publiceret 14 March 2016 07:00