Ord bliver vendt og vurderet under ansøgningsworkshoppen for kvote 2 på Gentofte Hovedbibliotek i uge 9. Foto: Mathias Olander

Ord bliver vendt og vurderet under ansøgningsworkshoppen for kvote 2 på Gentofte Hovedbibliotek i uge 9. Foto: Mathias Olander

To sider mellem dem og drømmestudiet

15. marts kl. 12 udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 2. Forinden afholdt Gentofte Hovedbibliotek en ansøgningsworkshop som hjælp til de svære to sider

Af
Af Kathrine Albrechtsen

Rundt i lokalet sidder de to og to sammen, bøjet enten over et papir eller stirrende ind i en skærm. Hvert et ord bliver vendt og vurderet.
Processen minder om forberedelsen inden et kirurgisk indgreb, der skal sikre, at snittet bliver korrekt anlagt. For eftersom snittet på karakterarket ikke blev højt nok til drømmeuddannelsen, må ordene på to sider overbevise, at de skal være blandt de ti procent, som får adgang gennem kvote 2.

21-årige My-Marie Bork er en af de ti unge, som er dukket op til ansøgningsworkshoppen på Gentofte Hovedbibliotek. For anden gang søger hun kvote 2 for at komme ind på Film- og Medievidenskab, som kræver et snit på 10,7.

"Jeg blev enormt skuffet første gang, jeg blev afvist, selvom jeg vidste, at chancen for afslag var stor. I et år har jeg fået endnu mere erhvervserfaring som redaktionsassistent i et forlag. Så denne gang har jeg følelsen af at række hånden endnu højere op i håbet om at komme igennem nåleøjet", siger hun.

At Film- og Medievidenskab var drømmestudiet vidste My-Marie Bork allerede efter sit første år i gymnasiet, hvor hun havde mediefag. Men hun havde ikke det krævede snit, da huen blev placeret på hovedet.

"Jeg har da slået mig selv i hovedet om, at jeg kunne have gjort det bedre i gymnasiet. Men det var svært, når man gik i en klasse med 32 elever, som alle kæmper om de høje karakterer", siger My-Marie Bork, som har en plan B om at søge ind på Informationsvidenskab- og Kulturformidling eller Dansk på Københavns Universitet.

"Jeg skal starte i år, så jeg kan komme i gang med at lære noget nyt og udvikle mig", siger hun.

Min viden er ikke spildt

For 3. gang søger 20-årige Miran Dinarzehi ind på Medicinstudiet. Mellem forsøgene læser han på farmaceutuddannelsen.

"At læse til læge har altid været min drømmeuddannelse. Desværre er der mange med den samme drøm", siger han og smiler.

At sælge sig selv på to sider er en udfordring, men gennem de seneste tre år har Miran Dinarzehi set en positiv udvikling på papiret.

"I forhold til mit første forsøg ser det mere lyst ud nu med to års erfaring fra studiet. Jeg har bestemt fået opbygget et større potentiale for at komme ind", siger han.

Selvom Miran Dinarzehi erkender, at han ikke gjorde sit bedste for at få høje karakter i gymnasiet, fortryder han det ikke.

"I stedet for at tage 3.g. om har jeg taget en videregående uddannelse. Den viden er ikke spildt, og jeg ser det ikke som en dårlig vej for at komme ind på sit drømmestudie", siger han.

Nåleøjet er blevet mindre

Siden 2013 har Gentofte Hovedbibliotek afholdt ansøgningsworkshop over to dage.

De seneste to år har de haft fulde huse, fortæller arrangementskoordinator, Mette Keinicke, som har mødte mange gengangere til workshoppen.

"Vi oplever, at mange søger flere år i træk, fordi nåleøjet er blevet så lille. Især på de videregående uddannelser som Psykologi, Medicin og Jura, hvor kvote 2- optaget er mindre".

I år kunne Uddannelses- og Forskningsministeriet også tælle næsten 55.000 ansøgere via kvote 2. En stigning på 7,2 procent i forhold til sidste år.

Mange af de unge, der møder op i workshoppen, er enormt selvkritiske over deres indsats i gymnasiet, fortæller Mette Keinicke.

"De unge vender det ofte indad, men vi hjælper dem til at lægge det bag sig og ikke fokusere på det. I stedet for opfordrer vi dem til at kigge bredt. F.eks. er Psykologi på Københavns Universitet ikke den eneste måde at beskæftige sig med det område. De unge gennemgår en god proces, hvor de bliver konfronteret med en studievirkelighed, fordi vi udfordrer dem til at finde ud af, hvad studiet går ud på, og hvad de kan bruge det til fremadrettet. Det er en virkelig god proces, som folk på kvote 1 ikke oplever", siger Mette Keinicke og fortsætter:

"Det er virkelig hjerteblod for dem at komme ind. Uddannelserne får virkelig de mest engagerede studerende via kvote 2, fordi de har skullet kæmpe og virkelig bevise, at de er parate. Mens kvote 1 bare er et klik med en mus".


Fakta om kvote 2:

Optagelsen gennem kvote 2 er for ansøgere, som af forskellige grunde ikke kan blive optaget gennem kvote 1, eller som har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over eksamensgennemsnittet
Der er hvert år ansøgningsfrist på kvote 2 den 15. marts klokken 12.00
Det er ikke alle studier, der giver mulighed for at søge ind via kvote 2 - og der er forskel på, hvor mange der bliver optaget. Der er forskelligt fra uddannelse til uddannelse, hvad der bliver lagt vægt på. Det kan for eksempel være eksamensgennemsnittet, højskoleophold og relevant erhvervserfaring
30. juli får alle ansøgere svar på deres ansøgning

Publiceret 17 March 2016 09:30