Magi i græsset? Brødrene Laudrups barndomshjem sat til salg

Af
Af Daniel Sennek

Hvis du har ambitioner om, at dine børn skal blive store fodboldstjerner, så kig med her! 
For overskriften er skam god nok. Finn Laudrup og familien flyttede i starten af 1970’erne ind i denne villa på 117 kvm med 664 kvm grund på Grønnemarksvej 3 i Brøndby, som i flere år var hjem for den talentfulde fodboldfamilie - baghaven brødrenes første rigtige hjemmebane.

”Så her kan vi godt stå inde for, at haven er velegnet til boldspil på højt niveau - om dine og familiens evner rækker til Real Madrid, Barcelona, Milan og mere end samlet 200 landskampe, tør vi ikke gøre os kloge på, men vi vil gerne vise jer huset,” lyder det i salgsopstillingen fra ejendomsmægler Rasmus Mørch, Home Glostrup-Albertslund, der har huset fra 1958 til salg på en ’fri transfer’ til 2,595 mio. kr.

Villaen i to forskudte plan ligger blot et par kilometer fra Brøndby Stadion, hvor fodbold-brødrene slog deres folder i de sene ungdomsår.  Der er også kort til skole, kommende letbane, indkøb og nem adgang til København. 

”Home byder velkommen i et velholdt hus med gode udenomsarealer, som glæder sig til at få en ny familie - men husk selv fodbolden,” slutter salgsopstillingen fra Home. 

Publiceret 30 March 2016 12:22