Anna Larsen har ikke tal på, hvor mange ting hun har i sin butik. Men hun har styr på, hvor de forskellige ting er placeret, hvis man leder efter noget specifikt.

Anna Larsen har ikke tal på, hvor mange ting hun har i sin butik. Men hun har styr på, hvor de forskellige ting er placeret, hvis man leder efter noget specifikt.

Tante Annas Butik:

90-årig butiksejer i Horsens

Den efter alt at dømme ældste butiksejer i Horsens holder sig i gang ved at drive butik

Af
Lotte Gyldenvang

I efteråret 2014 kom Anna Larsen tilfældigvis forbi en tom butik, der ligger på hjørnet af Nørregade og Skolegade i Horsens.
”Den passede lige til mine ting, der var endda god plads med 140 kvadratmeter. Jeg har jo en del nips,” siger Anna Larsen og kigger sig omkring i den tæt pakkede butik, hun kalder 'Tante Annas Butik'.
Anna overdriver næppe. Hun har ikke tal på hvor mange ting, hun har. Men hun har styr på, hvor de befinder sig, selvom tøj, disney-figurer, sko, tasker, porcelæn, dukker, stel og glas står imellem hinanden og kæmper for at stå yderst på hylderne og få kundernes opmærksomhed. Hun har også brugt det meste af sit liv på antik og andre gamle sager.
”Der er en del, som bliver overrasket, når de hører, at jeg er 90 år og driver en butik. Når man kommer i min alder, har man mistet en hel bunke af venner og bekendte. Vi var en søskendeflok på 17 – jeg er den eneste, der er tilbage. Derfor er det vigtigt for mig at have noget at beskæftige mig med. Ellers sidder jeg jo bare ensom derhjemme og får ondt af mig selv. Det nytter ingenting,” siger Anna Larsen, der holder åbent i butikken fredage og lørdage.
”Men jeg er her næsten hver dag alligevel, så man kan bare kigge ind eller ringe og få en aftale,” lyder det tjept fra Anna.  
Hun bor i Gylling syd for Odder, og når vejret tillader det, kører hun de cirka 25 kilometer ind til Horsens på sin scooter.
”Det er sådan en nem måde at komme rundt på. Horsens er en dejlig by, men jeg må indrømme, at det endnu er begrænset, hvor meget jeg har fået dyrket byen, fordi jeg bruger al tiden i min butik,” fortæller hun.
 
 

Ikke planer om at stoppe

Anna Larsen er oprindeligt fra Hvidovre, hvor hun lavede gardinstænger på en fabrik. I 1966 skulle fabrikken udvide og fik afdeling i Sondrup, hvor Anna blev flyttet til. Hendes mand var stationsbetjent ved statsbanerne, og i fritiden var parret vilde med at se på antik og gå på markeder.
”Gardinfabrikken flyttede ind på den gamle skole i Sondrup. Der boede vi også og havde masser af plads til de mange ting, vi fik købt rundt omkring. Pludselig en dag havde vi nok til at åbne den gamle gymnastiksal for kunder. Det blev begyndelsen på vores antikforretning, som vi havde sammen i 20 år,” fortæller Anna.
Der skulle ske noget nyt, og derfor rykkede Anna og hendes mand butikken til nogle stande på Det Blå Marked i Låsby.
”Der skulle vi bare være for en stund, men endte med at holde til i 22 år på markedet,” griner Anna og ryster let på hovedet over den fælles passion, der i 1998 blev til Annas passion alene.
Hun mistede sin mand og flyttede nogle år efter til Gylling. Dog nyder hun at dele interessen for både køb, salg og bytte af ældre ting sammen med sønnen Erling Larsen, som ejer Møllebo Antik i Hundslund.
”Det er da skægt, at min søn har valgt antikkens vej. Vi hjælper hinanden og går tit på messer og markeder sammen,” fortæller Anna, som derudover bruger tiden på at holde hus og have og se sine to børn, seks børnebørn og fire oldebørn. 
”Jeg er vild med kontakten til de mange forskellige kunder, som antik tiltrækker. Det giver mig en sjov hverdag, så jeg bliver ved, så længe jeg kan,” lover Anna Larsen. 
 

Da Anna Larsen var barn, lavede hun sammen med sine mange søskende dukkehus af papkasser og brugte tændstikæsker som møbler, fordi der ikke var råd til sådan et fint et af slagsen, som Anna Larsen har stående i sin butik.

Da Anna Larsen var barn, lavede hun sammen med sine mange søskende dukkehus af papkasser og brugte tændstikæsker som møbler, fordi der ikke var råd til sådan et fint et af slagsen, som Anna Larsen har stående i sin butik.

Publiceret 24 April 2016 11:30