Kan du løbe hurtigt i stiletter? Så er der store præmier at hente i Horsens’ første stiletløb til Late Night den 4. maj.

Kan du løbe hurtigt i stiletter? Så er der store præmier at hente i Horsens’ første stiletløb til Late Night den 4. maj.

Stiletløb for kvinder på gågaden i Horsens

Når byens butikker holder længe åbent, bliver der højhælet underholdning

Af
Lotte Gyldenvang

 
Hele uge 18 står i kvindernes tegn i Horsens med Q-week. Det gælder også onsdag den 4. maj, hvor byens butikker holder Late Night med åbent til klokken 22.
For første gang i Horsens skal der nemlig for alvor fart under stilletterne, når den hurtigste kvinde på de høje hæle kåres i et stort stiletløb.
Starten på det første heat lyder klokken 17 ved Modecentret, og målet bliver på Torvet.
“Vi ruller den store røde løber ud, så kvinderne ikke skal løbe på fliserne. Der vil være samaritter tilstede, hvis uheldet er ude. Det kan være en god idé at tape stiletten fast til foden, men derfor kan man jo stadig snuble i kampen om at komme først,” lyder det fra citychef Pernille Perigaard.
Der er stadig få pladser tilbage i stiletløbet. Man skal være over 18 år, stiletterne skal være omkring 1 x 1 centimeter og minimum seks centimeter høje. Der er store præmier til de tre hurtigste og desuden præmier til Bedste Løbestil, Vildeste Hår og Sejeste Outfit.
Med fokus på kvinder fra den 2. maj til den 7. maj bliver der masser af arrangementer rundt i hele byen, blandt andet fotoshoots, styling og foredrag.
Se hele programmet for kvindeugen og tilmelding til stiletløbet på cityhorsens.dk.
 

Publiceret 30 April 2016 11:00