Fornuften sejrede:

Nu får hun lov til at vise sine nøgenbilleder offentligt

Fotokunstner Mathilde Grafstrøm har langt om længe få lov til at udstille sin kontroversielle udstilling Female Beauty With An Edge

 
Det har været op ad bakke for kunstneren Mathilde Grafstrøm hvis udstilling Female Beauty With An Edge både er blevet kritiseret, saboteret og forbudt udstillet offentligt.
Nu er vinden dog vendt, og det ser ud til, at de omdiskuterede billeder af naturlige nøgne kvinder får en fremtrædende plads i det københavnske byliv til sommer. Det meddeler Mathilde, som har fået godkendelse til at udstille på Nytorv fra den 25. juli til den 5. august af både Københavns Kommune og Københavns Politi.
"Jeg er oven ud lykkelig over, at det nu er lykkedes at få lov til at vise mine billeder et sted som Nytorv. Det er en kæmpe sejr, at få mulighed for at vise, hvor smukke helt almindelige kvinder i grunden er, når bare de giver slip på deres negative forestillinger om sig selv," siger Mathilde til Lokalavisen.dk.
Female Beauty-projektet startede for tre år siden som et selvterapiprojekt for 34-årige Mathilde Grafstrøm, med det formål at komme ud af en dyb livskrise. Hun kæmper stadig med depressioner og med retten til at være kunstner på kontanthjælp, men har alligevel formået at udgive en bog, få omtale i over 30 lande, optrådt på tv, i aviser og i radio mange gange.
Debatten har blandt andet raset i udenlandske medier som The Independent, Huffington Post, Daily Mail og Mirror, hvor man har undret sig over, at Danmark, der tidligere har været så liberal, nu er blevet et af det mest konservative lande i Europa hvad kunst og nøgenhed angår.
Politiet forbød i første omgang udstillingen og mente at den var pornografisk, men den store debat har åbenbart flyttet holdninger, og nu er der grønt lys alle vegne, så udstillingen kan realiseres, ikke mindst takket være et sponsorat fra blandt andet Canon.

"Der mangler dog stadig nogle penge til selve trykningen, men jeg er sikker på, at de kommer i hus," lyder det fra Mathilde.

null

Publiceret 10 June 2016 11:16