Rasmus Bjerrum Larsen er nummer fire fra venstre i bagerste række. Ayman Agha er i midten i forreste række.

Rasmus Bjerrum Larsen er nummer fire fra venstre i bagerste række. Ayman Agha er i midten i forreste række.

Flygtningefodbold fostrer fællesskab

Venligboerne i Odense står bag fodbold med flygtninge

Af
Daniel Rasmussen

Onsdag aften mødes en flok unge mænd og spiller fodbold i FKS Hallen i Dyrup. Det er der som sådan ikke noget specielt i, bortset fra at omkring halvdelen af spillerne er flygtninge primært fra Syrien, mens den anden halvdel er pæredanske.
“I starten troede vi, at de ville holde lidt igen. Det gjorde de overhovedet ikke. Der var fuld gas fra starten,” siger Rasmus Bjerrum Larsen.
For en måned siden opdagede han en debat på Facebook, hvor medlemmer af gruppen Venligboerne i Odense talte med nogle syriske flygtninge om at mødes og spille fodbold.
Siden har han været en slags uofficiel arrangør og fast deltager i de ugentlige fodboldkampe. Han gør det, fordi han mener, at det at spille fodbold sammen kan være med til at nedbryde nogle barrierer.
“Når man spiller fodbold, har man ligesom et fælles sprog. Man får nedbrudt en masse fordomme, og man får sat ansigter på de syriske flygtninge,” siger Rasmus Bjerrum Larsen.
Han føler sig beriget af mødet med flygtningene.
“Man får nogle relationer, som man ikke ellers ville have fået. På den måde føler jeg, at jeg får rigtig meget igen,” siger han.

Får danske venner

En af de flygtninge, de er med på holdet, er Ayman Agha, som flygtede fra Syrien til Danmark for ni måneder siden. I dag arbejder han i asylcenteret Holmegaard i Nyborg.
“Det betyder rigtig meget for mig at få danske venner og at lære kulturen og sproget at kende,” siger han på let forståeligt dansk.
Han mener, det er vigtigt for flygtninge at komme ud og møde danskere ved for eksempel at spille fodbold. Derfor organiserer han også transporten for nogle af de andre flygtninge for at få dem med. Hans opskrift på at lære at tale dansk på mindre end et år er også simpel.
“Man skal ikke være bange for at tale sproget. Man skal se det som sjov. Vi griner rigtig meget, når jeg snakker med mine danske venner,” siger han.
Fodboldholdet har i øjeblikket fast tid på banerne i FKS Hallen hver onsdag kl. 18.

Fakta: Venligboerne i Odense
Gruppen Venligboerne i Odense står bag en række aktiviteter, som skal hjælpe flygtninge herunder:

  • En butik med genbrugstøj
  • En gratisbutik med for eksempel husholdningsartikler
  • En café, hvor flygtninge og frivillige mødes til kulturudveksling og samvær
  • Fodbold i FKS Hallen

Publiceret 11 June 2016 11:30