Omar, Marcos og Benjamin er del af den drengegruppe i Ådalsparken, der efter myndighedernes opfattelse er så meget på vej mod kriminalitet, at der skal gøres en indsats. De hjælper nu selv med til at indrette deres nye værested i Ådalsparken. Foto: Fred Jacobsen

Omar, Marcos og Benjamin er del af den drengegruppe i Ådalsparken, der efter myndighedernes opfattelse er så meget på vej mod kriminalitet, at der skal gøres en indsats. De hjælper nu selv med til at indrette deres nye værested i Ådalsparken. Foto: Fred Jacobsen

Ådalsparkens drenge:

"Vi er ikke engle"

Omdiskuteret drengegruppe vil nu vise, at det ikke er dem, der skaber utryghed

Af
Fred Jacobsen

“Vi er ikke engle, og vi siger ikke, at vi ikke har lavet ballade. Alle har lavet ballade engang. Men vi vil vise, at det ikke er os, der skaber utryghed.”
Omar og Benjamin på 16 år og Marcos på 14 er i gang med at male vægge i deres kommende værested i Ådalsparken i Hørsholm sammen med Jakob Greve, souschef i Ung i Hørsholm og værestedets kommende daglige leder. Om kort tid skal lokalerne, der tidligere har rummet en døgninstitution, tages i brug, så Omar, Benjamin, Marcos og resten af drengene fra Ådalsparken har et sted at være og ikke hænger ud i Trommen og i mellemgangene i Ådalsparken og skaber utryghed.
Sammen med deres kammerater udgør de en gruppe på 15-20 drenge mellem 13 og 18 år, som er så meget på vej mod en kriminel løbebane, at Hørsholm Kommune har besluttet at oprette det værested, som de nu er i færd med at indrette.
Her skal de kunne være især om aftenen mellem klokken 18-22. 365 dage om året. Her skal også være musikstudie og i dagtimerne folk fra kommunen, der hjælper drengene med at finde fritidsjob og lignende.

Hørsholms ghetto

“Ok, vi står i grupper og ryger cigaretter og spiller høj musik. Og så bliver folk utrygge. Vi keder os og har ingen steder at gå hen. Vi kan ikke være i en lejlighed. Derfor tager vi ind på biblioteket. Og så er det, at en dame skælder ud og kontakter SSP (samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi) og vi bliver overvåget,” fortæller Benjamin.
Han tror, at der er så meget fokus på den gruppe, han er en del af, fordi Ådalsparken er det eneste større almennyttige boligbyggeri i kommunen. Det gør drengene mere synlige.
“Det her er jo Hørsholms ghetto. Og vi er dem, der tør at stå frem,” siger Omar og tilføjer, at han “ikke vil den vej”, når snakken går om vejen ud i eksempelvis bandekriminalitet.
Drengegruppen har kendt hinanden altid. De kommer fra Ådalsparken, er vokset op der, har gået i samme skole og er meget sammen. Og de beklager, at Ådalsparkens Fritidscenter blev lukket for halvandet år siden.
De føler, at de dermed mistede et sted, hvor de kunne komme.

Deltag i debatten på Ugebladets facebook-side.

Publiceret 16 June 2016 11:30