Dorthes kamp for udsatte børn:

"Jeg kan ikke klare at se børn, der ikke får en chance"

Tidligere direktør for Det Danske Kulturinstitut i Storbritannien, Dorthe Foged, står i spidsen for foreningen Barndrømmen, der arbejder for, at alle børn - også socielt udsatte - skal kunne udleve deres drømme

 
Selvom Danmark på mange måder er et rigt land, så lever mange tusinde danske børn og unge i belastede eller økonomisk svagt stillede hjem. Disse børn har specielt svært ved at få adgang til kunst og kultur, og det vil Dorthe Foged gerne lave om på.  I 2010 stiftede hun foreningen Barndrømmen, hvis formål er at give alle børn - men specielt de udfordrede børn - nemmere adgang til kulturelle og kunstneriske aktiviteter og oplevelser. Gennem kunst og kultur lærer børnene nemlig at se deres eget potentiale og lærer at turde drømme nogle drømme for deres egen fremtid.

"De færreste er klar over, hvor meget en sang, et teaterstykke eller et maleri betyder for vores øjne og sanser. Kunst og kultur anses tit som værende flødeskummen oven på kagen, men i virkeligheden er det det, der styrker vores kreativitet og innovation. Det har børn brug for, og det er det, vi vil hjælpe dem med i Barndrømmen," siger Dorthe Foged, hvis hjerte banker for at give alle børn lige muligheder.

"Jeg lider af stor retfærdighedssans og kan ikke klare at se børn, der ikke får en chance. Da jeg for nogle år siden var direktør for Det Danske Kulturinstitut i Storbritannien, fik jeg på en studietur øje på, hvordan nogle børn levede i den værste slum, og det fik mig til at starte Barndrømmen, da jeg kom tilbage til Danmark. Her i landet er der nemlig også masser af børn, der kommer fra familier, der ikke har ressourcer til, at de kan dyrke sport, lære at spille på et instrument eller bare komme en tur i biografen. Der er faktisk børn, som ikke skal noget som helst hele den kommende sommerferie, og det er utrolig trist. De har brug for stimulation og oplevelser, som kan udvide deres horisont," siger Dorthe Foged.

Kampen mod computeren

Hvis børn ikke har adgang til for eksempel at spille på et instrument eller spille med i teater, så er det klart, at det for mange er nemt bare at sætte sig hjem og spille Ipad eller computer i stedet for. Netop derfor har Barndrømmen udviklet undervisningskonceptet Go Creative, som skal ramme børnene i skoletiden. 
Netop nu er Barndrømmen ved at få tilmeldinger fra skoleklasser i hele landet, som skal deltage i Go Creatives kulturprojekt, der løber af stablen efter sommerferien og ender i en gigantisk kunstudstilling på Rådhuspladsen i København, hvor tegninger - tegnet af de danske skolebørn - vil blive projekteret op på Københavns Rådhus og på den måde vise børnenes drømme og kreativitet frem. 
"Det er med stor glæde, at jeg kan fortælle, at 237 skoler fordelt over hele landet allerede har meldt sig med start efter sommerferien," siger Dorthe Foged, som håber, at endnu flere klasser vil tilmelde sig og deltage i forløbet, som skal bidrage til at udvikle børn til individer, der ikke bare tør drømme, men også kan aktivere deres drømme.

"Vi gør børnene mere klare på, hvad det vil sige at have en drøm og turde sige den højt. Vi lever i et jantelovsland, og det kræver derfor noget at turde sige sin drøm højt og stå ved den. Det hjælper opgaverne i Go Creative dem med at lære," siger Dorthe Foged.

Kæmpe lysshow

På FN Børnekonventionens fødselsdag den 20. november vil tusindvis af tegninger fra de deltagende børn blive vist i et kunstnerisk lysshow der projekteres op på Københavns Rådhus og ved Rådhuspladsen. 

Det er den britiske digitale kunstner Ross Ashton, der er kendt for sine digitale lysshow på regeringsbygninger verden over, der gennemfører kunstprojektet. Han stod også bag projektet 'Face Britain' i 2012. 'Face Britain' omfattede 200.000 britiske børn og blev vist på facaden af Buckingham Palace.

"Kunst og kultur er ikke "nice to have", det er "need to have", og det tror jeg, vores store lysshow vil vise alle - både børn og voksne. Det bliver fantastisk," siger Dorthe Foged.

Se mere om Barndrømmen og projektet Go Creative på Barndrømmen.dk

Børn i færd med at tegne tegninger, som illustrerer de drømme, de har i livet. Tegningerne vil blive vist som lysshow på Københavns Rådhus den 20. november. Foto: Barndrømmen.dk

Børn i færd med at tegne tegninger, som illustrerer de drømme, de har i livet. Tegningerne vil blive vist som lysshow på Københavns Rådhus den 20. november. Foto: Barndrømmen.dk

Publiceret 23 June 2016 14:11