Andrea Hejlskov.

Andrea Hejlskov.

Farvel til civilisationen – flugten til ødemarken

Forfatter Andrea Hejlskov fortæller om at flytte hele familien ud i de svenske skove

"For fem år siden forlod vi det moderne samfund. Vi smed alle vores ting ud, sagde vores job op, meldte børnene ud af skolen og flyttede langt ud i de svenske skove. Jo, det var en flugt. Op i bjergene og langt ud i skoven. Vi ville erobre kontrollen over vore liv tilbage." Grundtvigs Højskole får besøg af forfatter Andrea Hejlskov, der med familie tog skridtet væk fra et etablerede samfund og ud i naturen. Vendte forbrugersamfundet og den moderne civilisation ryggen og byggede en bjælkehytte med egne hænder. Familien ville have mere tid til hinanden, leve uden et mylder af aftaler og pligter og måske endda finde frem til meningen med livet: "Det var en frustration over at sidde fast i et liv, vi egentligt ikke havde valgt. Vi var blevet en satellitfamilie, der levede hvert sit liv uden at være sammen. De voksne arbejdede alt for meget og ungerne sad på værelserne i hver deres blå stribe. Det var sket helt ubevidst. Men til sidst kunne vi ikke klare det mere. Der var en meningsløshed i vores liv, og vi følte, at vi på en eller anden måde havde mistet ejerskabet og kontrollen – hverdagen var en endeløs række af begivenheder, styret af tilfældigheder og ubevidste valg. Vi var ikke TIL STEDE. Så vi flygtede. Og da vi først kom herud, gik det op for os, hvor lidt vi moderne mennesker ved, om basal overlevelse, om naturen og om at klare sig selv. Vi et valg om at være meget åbne med vores oplevelse – fordi vi følte, at det var vigtigt, at der blev fortalt ANDRE historier. Vi har ikke store, gyldne løsninger på alting, og vores livsstil er bestemt ikke for alle, men vi synes, det er vigtigt at vise alternativer til det moderne forbrugersamfund." Andrea Hejlskov fortæller på Grundtvigs højskole om fravalget af et travlt liv med karriere og ALT for lidt tid til hinanden og tilvalget af et primitivt liv i naturen med rammer skabt helt fra bunden. Det foregår på lørdag den 10. september kl.13.30 og koster 80 kroner i entré inkl.kaffe og kage.

Publiceret 09 September 2016 06:00