Tragedie i Stjær:

Eksplosion skyldes læk fra gasledning

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

Eksplosionen i Stjær torsdag i sidste uge, som kostede en 87-årig kvinde livet, skyldes en læk fra en gasledning, oplyser vicepolitiinspektør Andreas Bryld Hansen fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
“Det er nu blevet fastlagt, at der var en læk på den ledning, der var boret under vejen og over til den afdøde kvindes hus. Selvom ledningen ikke var ført ind i selve huset, så har den udsivede gas hobet sig op i krybekælderen under huset. På et tidspunkt er gaskoncentrationen blevet så stor, at en gnist, en tændstik eller måske en cigaret har antændt den,”forklarer han.
“Gasrørene er nu sikret, og der vil herefter blive foretaget yderligere undersøgelser om årsagen til lækagen på gasrøret. Sikkerhedsstyrelsen vil indenfor kort tid udarbejde en rapport herom, hvor årsag og sammenhænge vil blive belyst yderligere, og vi afventer derfor svarene fra de undersøgelser,” siger Andreas Bryld Hansen.
Søren Hylleberg, der er direktør for HMN Naturgas, som blandt andet levere naturgas til Stjær, kalder ulykken en helt igennem ulykkelig sag, som ikke burde kunne ske.
“Det vi gør nu er at tjekke op på alle stikledninger i hele landet, hvor en gasledning krydser et højspændingskabel.
Det, der er sket i Stjær, er, at et højspændingskabel er blevet beskadiget i forbindelse med, at vores entreprenør har gravet gasledningen ned. Det beskadigede kabel har udviklet en stærk varme, som på et tidspunkt har smeltet stikledningen med gas, så der er sevet gas ud,” forklarer han.
Ifølge Søren Helleberg har naturgas en markant dårlig lugt, og normalt opdages udsivende gas derfor meget hurtigt.
“Ingen har lugtet noget i det her tilfælde, og det er et mysterium. Som regel kan gasudslip lugtes, længe inden de bliver farlige,” siger han og understreger, at ingen naboerne i Stjær behøver at være urolige.
“Naboerne kan være helt sikre. Alle stikledninger i området er tjekket.”

Publiceret 05 October 2016 10:00