Benjamin Rud:

"Where we are going, we don't need any roads"

Læs klummen skrevet af Benjamin Rud Elberth, digital chef i digitaltaktik.dk, rådgiver om digital kommunikation og fast ekspert på TV2

 
Kan du huske ”Tilbage til Fremtiden”? Der hvor Doc Emmet Brown henter unge Marty McFly tilbage til fremtiden i en tidsmaskine i en gammel DeLorean med ordene ”Where we are going we don't need any roads”? Da trilogien var hot i 80'erne, grinede vi af fremtidsscenarierne og de små fremtidsforudsigelser, filmen var bygget op af. Da Marty går forbi en biograf og bliver opslugt af en 3D-haj. Da en forbipasserende vil have en underskrift fra Marty på en elektronisk plade for at redde klokketårnet. Da professorens hjem er bygget op af programmérbar elektronik, hvor vækkeuret sætter gang i kaffemaskinen, mens professoren slumrer. Alle de ting har vi nu – 3D film, som vi ser med briller med vores børn i biografen, vi har tablets fra blandt andre Apple som en af de største magtfaktorer i vores samfund, og vi har ”Internet of things”, der tillader dig at styre dit hjem fra din telefon, når pæren i lampen kan nås via wifi.
Forudsigelsen om, at vi ikke behøver veje, er også lige så langsomt ved at blive virkelighed. Når vi taler trafikproblemer i storbyerne, er det ikke sikkert, at de skal afhjælpes med betalingsringe, men med teknologi. Med min far cyklede jeg i august op ad de 21 hårnålesving på Alpe D'Huez. Det havde jeg i øvrigt gjort 25 gange før i det, vi indtil videre kalder den uvirkelige verden: På nettet, når jeg har spændt min racercykel op i min BKOOL-simulator, hvor jeg kan køre op ad samtlige bjerge i alperne fra min dagligstue. Jeg kan endda køre om kap med min far, når han sidder i Holbæk og tænder sin simulator, og jeg kan få pace og mindre modstand, hvis jeg lægger mig i hans slipstrøm på pc'en, mens han træder igennem 50 kilometer væk. Den fysiske afstand er ligegyldig. Vi kan se hinanden på computeren, ligesom jeg i morgen kan forsøge at hænge på nogle af verdens bedste cykelryttere på nedkørslen. Med tiden vil det blive en udfordring for rejsearrangører, at både min far og jeg kan få opfyldt vores trang til at køre i bjerge, men kun virtuelt. Vi behøver i mindre grad vejene og kan spare fly og hotelovernatninger. Vi punkterer heller ikke (det gjorde vi tre gange i august). I en lang række teknologier kommer vi ikke til at behøve veje – for hvorfor sidde i kø til biografen, der koster en 500 kr-seddel for en halvstor familie, hvis jeg som i Tilbage til Fremtiden har så store 3D widescreen-tv, at hajerne kan spise hele familien hjemme i stuen? Om bare et par år vil vi slå fast, at biografer ikke er en rentabel forretning, mens de lukker på stribe. Som de fotohandlere, der blev overhalet indenom af, at danskerne selv er blevet fotografer og har deres eget mørkekammer på Instagram og billedalbum på Facebook. Som videoudlejere, der blev overhalet af, at jeg kan leje på tre minutter på Google Play.
Min søn er ligeglad med, at det virtuelle ikke er den virkelige verden. Han får præcis lige så meget glæde af at kaste en Pokemon Ball efter en fiktiv figur ovre i parken på sin iPhone, som jeg fik af at sparke en fodbold over hustaget til min søster i vores barndomshjem. Fremtidens kunde er fra barnsben kliktrænet til at leve virtuelt.
I en af de forgangne weekender har Spies Rejser reklameret på Facebook med, at jeg kan ”opleve 3 storbyer på 6 minutter i en fuld sensorisk oplevelse” i verdens første 4D storbyrejse-simulator. Med dufte, lyde, virtual reality. Min pointe: Væn dig til det. Where we are going, we don't need any roads.
 

Publiceret 06 October 2016 07:30