Mogens Jensen tror egentlig ikke rigtig på alternativ behandling, men det blev alligevel hans vej tilbage til jobbet som renovationsmedarbejder efter en alvorlig skade i arm og skulder.

Mogens Jensen tror egentlig ikke rigtig på alternativ behandling, men det blev alligevel hans vej tilbage til jobbet som renovationsmedarbejder efter en alvorlig skade i arm og skulder.

"Troldmand" hjalp skraldemand

Behandleren Hans Henrik Gregers-Høegh beretter om gode resultater med en kombination af zoneterapi, træning og healing

Af
Martin Rasmussen

Selv om man ikke rigtig tror på alternativ behandling, så kan man godt få hjælp af en behandler af den alternative slags. Det kan renovationsmedarbejderen Mogens Jensen fra Ll. Skensved tale med om, efter han i flere omgange har fået hjælp med fysiske skavanker af den alternative behandler, Hans Henrik Gregers-Høegh.
"Jeg er ellers ikke til alternativ behandling - sådan noget trolddom," smiler Mogens Jensen, og tilføjer: "Men det virker åbenbart, det han laver."
Han arbejder for RenoNorden i Roskilde, men i sommer kom han i skånejob på en genbrugsplads som følge af en fysisk skade, og egentlig var der ikke udsigt til, at han kunne vende tilbage til jobbet som renovationsmedarbejder lige foreløbig.
"I forsommeren fik jeg ondt i den ene arm, og det viste sig, at jeg havde beskadiget muskler og ledbånd i skulderen. Lægen ville pakke armen ind i gips i tre måneder," fortæller Mogens Jensen, der besluttede sig for i stedet at afsøge mulighederne for alternativ behandling.
Hans Henrik Gregers-Høegh har tidligere hjulpet ham for nogle år siden med zoneterapi og healing, så det var naturligt at henvende sig til ham igen i denne omgang.
"Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne prøve det, og han fik armen til at virke igen, så nu er jeg tilbage på arbejde som skraldemand efter en måneds tid i skånejob. Det er virkelig dejligt at kunne komme så hurtigt tilbage," fortæller han.
Hans Henrik Gregers-Høegh forklarer, at det er kombinationen af zoneterapi og healing sammen med et træningsprogram, der har hjulpet Mogens Jensen tilbage på job.
"Med zoneterapi og healing hjælper man kroppen med at hjælpe sig selv meget hurtigere. Desuden har jeg givet Mogens nogle træningsøvelser, og han var vant til at træne, så det var ikke noget problem for ham," forklarer behandleren, der glæder sig over, at Mogens Jensen ganske hurtigt kom sig over sin skade.

Publiceret 21 October 2016 11:00