Anthon Berg:

God gerning udløser gratis julerejse

Bestem, hvilke generøse missioner de studerende skal udføre for at komme gratis hjem til jul

Den 21. december bringer Anthon Berg traditionen tro 600 studerende gratis hjem til jul. I år køres de studerende i julebusser til alle landets fem regioner for at fejre jul med deres familier, heriblandt Esbjerg.
Det glæder Marketing Director for Anthon Berg, Lone Lyng Andersen, at årets julerejse kommer til alle landets fem regioner:
”De studerende er dem, der skal rejse længst, og samtidig har de ofte et stramt budget – men et stort hjerte. Derfor vil vi gerne køre så mange som muligt hjem og komme længere ud i landet. Og samtidig med, at vi giver de studerende en hånd, så hjælper de med at gennemføre Generøse Missioner, der hvor danskerne peger på, at der er behov,” forklarer hun i en pressemeddelelese. 
Som tak for turen må de studerende til gengæld love at tage del i generøse missioner undervejs på rejsen. Og det er nu op til danskerne at bestemme, hvilke steder der fortjener den ekstra julegenerøsitet fra de studerende. Du kan nominere på Facebook fra i dag af!
Billetbookingen starter den 21. november på Anthon Bergs facebookside.
Den Generøse Julerejse er spækket med hygge, masser af chokolade og julestemning af højeste kaliber – og koster ikke de studerende en krone. Derimod betaler de med deres julehumør og, som noget nyt, med gode gerninger på Generøse Missioner. Formålet med De Generøse Missioner er at sprede julestemning på steder, der har knappe ressourcer i julen, og glæde mennesker, som har særligt brug for det.
 

STEM, STEM, STEM

Fra den 17. november til den 31. november kan man nominere steder, hvor De Generøse Missioner skal finde sted. Hos Anthon Berg håber man, at der vil være stor interesse for at nominere:
”Overordnet set er vi danskere enige om, at vi burde stramme os an og være mere generøse over for hinanden – ja, det er faktisk over halvdelen af os, som mener det. Og det vil vi gerne være med til at føre ud i livet,” udtaler Lone Lyng Andersen i pressemeddelelsen.
Især over for folk, vi ikke kender, er vi tilbageholdende med generøsiteten. Analysen viser, at hele 87 procent føler sig hæmmede af bl.a. penge, tid eller frygt for at virke stødende, anmassende eller pinlig. Men det bliver der gjort op med den 21. december, hvor missionerne finder sted, og de studerende netop skal bruge deres tid på at glæde personer, de ikke kender.
Primo december mødes Anthon Bergs Julerejsejury og tager beslutningen om, hvilke af de steder, som danskerne har nomineret, der skal have besøg af de generøse julebusser. Juryen vil bestå af Anthon Berg, rådgiver og forfatter Lars AP, som har stiftet bevægelsen Fucking Flink, Erna Hjorting, aka nissernes mor, samt den smilende sangerinde og musicalskuespillerinde Maria Lucia.
Den 13. december bliver det afsløret, hvilke steder Julerejsejuryen har valgt som modtagere af De Generøse Missioner, samt hvad missionerne vil gå ud på.

FAKTA OM RUTEN 2016

De generøse julebusser kører fra Frue Plads ved Vor Frue Kirke i København den 21. december om morgenen. Busserne kører gennem hele landet til de største studiebyer, og om eftermiddagen kører de retur mod København. De fem ruter er:
Sjælland plus øer: København – Lyngby – Hillerød – Roskilde – Køge – Næstved – Vordingborg – Nykøbing Falster
Kbh.-Sønderborg-Kbh.: København – Roskilde – Ringsted – Slagelse – Odense – Fredericia – Kolding – Haderslev – Aabenraa - Sønderborg
Kbh.-Aalborg-Kbh.: København – Roskilde – Ringsted – Slagelse – Odense – Fredericia – Vejle – Horsens – Aarhus – Randers – Aalborg
Kbh.-Esbjerg-Kbh.: København – Roskilde – Ringsted – Slagelse – Odense – Fredericia – Kolding – Vejen – Esbjerg
Kbh.-Vestjylland: København – Roskilde – Ringsted – Slagelse – Odense – Fredericia – Vejle – Herning – Holstebro Vestjylland-Kbh.: Holstebro – Viborg – Silkeborg – Horsens – Vejle – Fredericia – Odense – Slagelse – Ringsted – Roskilde – København

 
 

Publiceret 16 November 2016 13:30