Roen er ved at sænke sig i Haderslevs havnebassin. Foto: Peter Rasmussen

Roen er ved at sænke sig i Haderslevs havnebassin. Foto: Peter Rasmussen

Dagen derpå:

Hurra for det store forarbejde

Stormfloden havde historiske dimensioner, men heldigvis ikke tilsvarende ødelæggelser

Af
Peter Rasmussen

 
Rundt omkring i det ganske danske land - ikke mindst i Haderslev kommune - må der i dag gerne sidde rigtig mange meget trætte mennesker, som kan være super stolte.
Det er de mennesker, som på én eller anden måde har været involveret i den enorme opgave det var at holde vandet væk fra huse og andre værdier i går og i nat.
Vandstanden nåede i Haderslev området langt over de 160 centimeter. Ikke nok til at matche de 180 i Sønderborg og Aabenraa, men dog historisk højt. Og en vandstand, som ville lægge store sommerhusområder i Diernæs, Sandersvig, Kelstrup, Vilstrup og Hejsager under vand. Og måske endnu flere.
Men der var forinden blevet gjort en helt forrygende indsats af alle myndigheder i samarbejde med lokale og andre frivillige som strømmede til da det gjalt.
I Diernæs holdt digerne desværre ikke tæt, og en del sommerhusejere må kæmpe med vand i husene. Stormrådet har allerede afsagt dom over vandmasserne - det var en stormflod så der er erstatning at hente.
Men andre steder bar anstrengelserne frugt. De store 'water tubes', de kraftige pumper og de mange mange tusinde sandsække, som ømme muskler baksede rundt vandt kampen.
Masser af værdier blev reddet. Mennesker blev sparet for store bekymringer. Men stormfloden kalder på bedre kystsikring i de indre danske farvande.
Hvis man har nerver til det, kan man tænke tanken: Hvad havde det kostet hvis man ikke havde forberedt sig så godt? Eller hvordan var det gået, hvis det ikke var vindstille? Hvis vandet var kommet med bølger på?

Publiceret 05 January 2017 09:00