Dele af Prins Henriks private samling af orientalsk jadekunst udstilles nu på Koldinghus og han åbner selv udstillingen 21. januar. Foto: Lærke Posselt

Dele af Prins Henriks private samling af orientalsk jadekunst udstilles nu på Koldinghus og han åbner selv udstillingen 21. januar. Foto: Lærke Posselt

Prins Henrik åbner jadeudstilling på Koldinghus

Officiel åbning af genstande fra hans private samling 21. januar

rPrins Henrik har hele sit liv samlet på asiatisk jadekunst, og samlingen udgør i dag en af verdens største.

Dele af denne samling udstilles nu for første gang og kan opleves på Koldinghus fra 22. januar til 27. august i udstillingen 'Himmelsten'.

Prins Henrik åbner selv udstillingen 21. januar. Efter den officielle åbning, viser Prins Henrik udvalgte gæster rundt i udstillingen.

Prinsens samling, der til daglig står på Fredensborg Slot, Amalienborg og på Château de Cayx, spænder vidt både i stilarter, størrelse, form og farve og tæller over flere tusinde genstande.

Jadesten, der i Asien har fået det poetiske tilnavn Himmelsten, er på grund af sin skønhed, farve og tekstur gennem årtusinder blevet brugt til figurer, kejserlige brugsgenstande, gaver til de døde, beskyttende talismaner og smykker.

Enestående

”Prins Henriks samling udgør en enestående platform til formidling af materialet jade, der er en forholdsvis ukendt ædelsten for langt de fleste i den vestlige verden. Et ukendskab, der står i skarp kontrast til Asiens tusindårige historie og kultur,” udtaler museumsdirektør Thomas C. Thulstrup i en pressemeddelelse fra Koldinghus.

Prins Henrik vil i små kortfilm selv introducere besøgende til udstillingens seks forskellige temaer. I filmene vil prinsen fortælle nogle af de historier, der knytter sig til udvalgte genstande.

”Det er en glæde at få lov til at dele min fascination af orientalsk jadekunst med publikum, der besøger udstillingen på Koldinghus. Samlingen er blevet til igennem mange år, og jeg ser frem til at se den i nye rammer på Koldinghus,” udtaler Prins Henrik.


Publiceret 14 January 2017 10:00