Benny Rasmussen holdt og ventede på en bilist, der skulle ind på Markedspladsens parkeringsplads, da han 2. januar blev ramt. Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Benny Rasmussen holdt og ventede på en bilist, der skulle ind på Markedspladsens parkeringsplads, da han 2. januar blev ramt. Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Flugtbilist ramte Benny:

"Der lød to brag - ét da han ramte, og ét da han trak anhængertrækket ud af min bil"

Ramt af rød Peugeot i Slangerupgade, der stak af mod Herredsvejen

Af
Jens Berg Thomsen

Hvad der skulle have været en fredelig tur til lægen med svogeren, endte mandag 2. januar med en chokerende oplevelse for Benny Rasmussen fra København.
I Slangerupgade i Hillerød blev han ramt af en anden bilist, der bagefter stak af. Uheldet skete omkring klokken 14.30 den dag.
"Vi holder og venter på en, der skal dreje ind på Markedspladsen, da vi begge to bliver smidt tilbage i sædet.

Tager anhængertrækket med sig

Benny Rasmussen forklarer, at det var en rød stationcar af mærket Peugeot, der ramte ham.
"Jeg kan ikke se, hvem der kører, men jeg lagde mærke til, at der sad en kvinde ved siden af bilisten," siger Benny Rasmussen.
Efter uheldet bakker bilisten i den røde Peugeot tilbage, kører uden om Benny Rasmussens bil og stikker af i retning mod Herredsvejen. Med sig tager han anhængertrækket fra Benny Rasmussens bil.
"Jeg vælger at følge efter ham, men han drejer til højre ved Frejasvej, og herefter forsvinder han fra mig," siger Benny Rasmussen.
Efter uheldet har Benny Rasmussens svoger lidt af hovedpine.
"Selv sad jeg med foden på bremsen, så jeg har været lidt spændt i kroppen i forvejen og har ikke mærket noget efter uheldet," siger han.

Ingen kasko

I dag står Benny Rasmussen tilbage med sin sølvgrå Ford Focus, der er i en trist forfatning.
"Jeg tror, den er totalskadet, og det er ærgerligt, for jeg har ingen kaskoforsikring på den," siger han.
"Det var en skide ubehagelig oplevelse. Jeg har aldrig været ude for, at nogen stikker af på den måde. Jeg håber på, at nogen har set noget. Vi fulgte efter ham, og derfor fik jeg ikke talt med nogen, der så, hvad der skete," siger Benny Rasmussen.
Hvis nogen har set noget eller ved noget om sagen, vil Benny Rasmussen gerne ringes op på telefon 20 67 96 96.

Publiceret 14 January 2017 10:00