Den såkaldte tværbane sløjfes, når lufthavnen i Kastrup skal udvides. Det er både piloter og flyselskaber utilfredse med. Foto: Scanpix

Den såkaldte tværbane sløjfes, når lufthavnen i Kastrup skal udvides. Det er både piloter og flyselskaber utilfredse med. Foto: Scanpix

Piloter:

Dårlig idé at fjerne landingsbane i Kastrup

Udvidelsen af lufthavnen i Kastrup indebærer, at tværbanen sløjfes. Nu rejser danske piloter kritik af planen

Af
Af Claus Johansen clj@sondagsavisen.dk

Københavns Lufthavne skal udvides fra omkring 29 millioner til 40 millioner årlige rejsende i Kastrup. Udvidelsen kræver imidlertid, at man opfører nye terminaler, og derfor skal én af de tre landingsbaner, 'tværbanen', sløjfes.
Det bekymrer de danske piloter, som er organiseret i Flyvebranchens Personale Union (LO), skriver business.dk.
"Grundlæggende er der to ting, vi tilsigter som piloter: sikkerhed og punktlighed. Derfor er Københavns Lufthavn så god. Du kan altid lande," siger Aksel Lytzen, der er pilot og talsmand i Flyvebranchens Personale Union, til business.dk.
Selv om tværbanen mest benyttes i tilfælde, hvor vindforholdene er usædvanligt hårde, vil det ifølge piloterne forringe infrastrukturen og i yderste instans kompromittere sikkerheden at sløjfe tværbanen, skriver avisen.

Flere modeller

Københavns Lufthavne har kigget på 20 modeller for udvidelsen, og det har ikke været muligt at nå op på de 40 millioner årlige rejsende og samtidig bevare tværbanen.
"I den plan, vi har fremlagt, er sikkerheden og punktligheden naturligvis helt afgørende. Jeg forstår dog godt piloternes behov for mere information, og vi vil derfor invitere dem til et møde, så vi sammen kan se på, hvordan vi kan reducere de negative konsekvenser, det har at bygge på tværbanen i forhold til punktligheden. Ud af 55.000 flere operationer som følge af udbygningen vil det dreje sig om cirka 100 aflysninger. Efter planen skal vi først bygge på banen om syv år, så vi har god tid til at finde løsninger," skriver pressechef i Københavns Lufthavne Kasper Hyllested til business.dk.
Også Skandinaviens største flyselskab, SAS, rejser kritik.
"Uden tværbanen vil der være tidspunkter og dage, hvor ingen fly kan lette eller lande. Det kan vi ikke tilbyde vores kunder, der forventer at flyve med os," skriver SAS i en kommentar til business.dk.

Publiceret 21 January 2017 06:00