Unge drenge tog i hundeskov uden hund:

Kaldte andre hunde til sig - og gennempryglede dem

Af
Af Daniel Sennek

 
"Hvis i lufter jeres hunde i hundeskoven på Baggesens allé. Så skal i være meget meget opmærksom på jeres hunde."
Sådan indleder Lea Diana Frederiksen et opslag på Facebook, hvor hun advarer mod en voldsom ubehagelig oplevelse, som hun var ude for tirsdag den 2. maj.
 
Tre drenge kaldte nemlig fremmede hunde til sig i Esbjerg Hundeskov for at sparke og slå ud efter dem. Syd- og Sønderjyllands Politi fangede drengene, men lod dem gå.
Lea Diana Frederiksen var på vej hjem med sin søn på ni år, da hun så tre drenge på omkring 13-16 år, der gik ind i hundeskoven. Problemet var bare, at de ingen hund havde med på vej i skoven. Derfor kiggede Lea Diana Frederiksen en ekstra gang efter dem. Heldigvis.
"Vi går videre, men så kan vi høre, at de står og råber på de her hunde. De kalder 'kom kom' og laver lyde efter hundene. Beplantningen er ikke tæt derinde, så vi så ude fra vejen, at de stod og slog hundene med pinde," fortæller Lea Diana Frederiksen til BT.
Lea tilkaldte derfor politiet, der dog ikke lige kunne rykke ud med det samme. Imens fortsatte drengene med at kalde små hunde til sig for at slå dem med pinde og forsøge at sparke dem, fortæller Lea Diana Frederiksen til BT.
Politiet endte med at få fat i drengene, fortæller Ole Aamann, der er vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til BT. Men de lod dem gå igen.
"Vi ved ikke, om der er sket noget med hundene, fordi vi har ikke haft kontakt med nogle af hundejerne. Vi gjorde ingenting, da vi mangler nogle hunde og hundejere, som mener at hundene har lidt overlast," siger Ole Aamann til BT.
Lea Diana Frederiksen fortæller til BT, at flere i hendes Facebook-opslag skriver, at de har oplevet lignende ting i hundeskoven.
Du kan være med til at sprede advarslen til hundeejere ved at dele advarslen herunder

Publiceret 09 May 2017 17:24