Sidste års udskejelser i Dyrehaven er én af grundene til, at 11 ungdomsuddannelser er gået sammen om et kodeks for unges alkoholvaner. Genrefoto

Sidste års udskejelser i Dyrehaven er én af grundene til, at 11 ungdomsuddannelser er gået sammen om et kodeks for unges alkoholvaner. Genrefoto

Gymnasier tager afstand fra elevers monster-druk

Af
Mikkel Brøgger Petersen

 
De lokale ungdomsuddannelser i Lyngby-Taarbæk ligger helt på linje med den pressemeddelelse fra Danske Gymnasier, som fredag cirkulerede i dagspressen: De kan ikke stå inde for det traditionsrige drukarrangement "Puttefest" i Dyrehaven.
I pressemeddelelsen karakteriserer Danske Gymnasier festen i Dyrehaven som “monsterdruk”. Festens arrangører citeres her for på Facebook at skrive, at “Du har sikkert hørt om putte-velkomsten i Dyrehaven sidste år, det er altid sjovt”, inden Danske Gymnasier retorisk spørger, om det er sjovt, at 180 af sidste års festdeltagere måtte forbi samaritter på grund af alkohol og stoffer, at flere endte på hospitalet, og at én elev med en promille på fire svævede i livsfare.
“Nej, det er selvfølgelig en rigtig skidt måde at starte sin gymnasietid på, og mange gymnasier har i et forsøg på at mindske interessen lavet egne velkomstarrangementer under kontrollerede former, som foregår ude på de enkelte gymnasier. Fra Danske Gymnasiers side bakker vi op om skolernes strategi, og vi opfordrer til, at eleverne undlader at møde op til den type af organiserede drukfester,” udtaler formand for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen, i pressemeddelelsen.

Advarer mod festen

Starter man geografisk tættest på Dyrehaven - på Knord - fortæller uddannelsesdirektør Ivar Lykke Ørnby, at man lige fra start har taget afstand fra festen.
“Fra første dag vi flyttede herud, tog vi afstand fra festen. Når forældrene og nye elever i forsommeren kommer på besøg, advarer vi decideret mod festen. Samtidig laver vi på dagen parallelle aktiviteter i huset. Når undervisningen om en times tid er slut, er der elevcafé, som er et alternativ til Dyrehaven,” siger Ivar Lykke Ørnby, da Det Grønne Område taler med ham på dagen for festen.
Uddannelsesdirektøren fortæller desuden, at man ikke vil udfordre den ungdommelige trodsighed ved at harcelere over arrangementet lige op til, at det skal finde sted.

Kodeks for alkoholvaner

På Virum Gymnasium er man gået sammen med 10 andre gymnasier om at lave et kodeks for unges alkoholvaner. Kodekset er blandt andet kommet til på baggrund af sidste års episoder i Dyrehaven. Mette Kynemund fortæller, at de andre ungdomsuddannelser i Lyngby-Taarbæk Kommune også bakker op om kodekset.
Det Grønne Område talte med rektor Mette Kynemund mandag - efter den første af de to fester i Dyrehaven - og hun fortæller, at hun har talt med elevrådet og tutorerne, som tager imod de nye elever, om den kommende fredags fest. Virum Gymnasium har planlagt årets skolestart med introtur i sidste uge, og er desuden overrasket over, at de unge i år arrangerer to fester i Dyrehaven.
“Eleverne har besluttet, at de tager i Dyrehaven, men at de er i Dyrehaven, hvor de plejer at være - altså et andet sted end unge fra andre uddannelser - at man kun har dåseøl med og at de overholder den uskrevne regel om, at de passer på hinanden. Der er også lavet et oprydningsteam,” fortæller hun.

Mister sammenhold

På H.C. Ørsted Gymnasiet var studierektor Christine Lehn-Schiøler fredag på rundtur i de nye klasser med en meddelelse:
“Jeg har besøgt de nye klasser for at tale stoffer og alkohol, og hvad vores politik er på området. Vi har sagt, at det er en rigtig skidt start på sin gymnasietid. Vi har sagt, at vi ikke kan forbyde at tage derud, og at hvis de gør det, skal de passe på sig selv og hinanden,” siger Christine Lehn-Schiøler, som Det Grønne Område talte med fredag, hvor hun også kunne fortælle, at man havde arrangementer i huset for at tilbyde et alternativ til Dyrehaven.
“Vi har fokuseret på at skabe sammenhold. Det er også derfor, at vi opfordrer til at blive her sammen med klassen, tutorerne og lærerne. Hvis de tager i Dyrehaven, handler det ikke længere kun om den nye klasse,” siger hun.

Publiceret 15 August 2017 16:00