23 timer fra anholdelse til udvisning:

Kæmpe bommert af rumænske tyveknægte

Sydøstjyllands Politi modtog torsdag den 12. oktober en opringning fra en skrotvirksomhed i Hedensted, som fandt det mistænkeligt, at der holdt en fastkørt bulgarsk varevogn på en skovvej tæt ved virksomheden. Mistanken skulle vise sig at holde stik.
”I bilens varerum fandt politiet to sovende rumænere, og politihunden snuste sig hurtigt frem til en større bunke med skrotkabler. Sporet ledte til skrotvirksomheden, hvor de to rumænere var kommet ind ved at kravle over et hegn og klippe pigtråd i stykker. Da de ville forlade stedet, kørte dog fast i noget mudder, og havde et så stort besvær med at komme fri, at de besluttede sig for at lægge sig til at sove i bilen, hvor de senere blev anholdt af politiet,” fortæller anklagerfuldmægtig ved Sydøstjyllands Politi, Tobias Engby.
Blot 23 timer efter anholdelsen erkendte de to rumænere sig skyldige i Retten i Horsens. De erkendte at have stjålet i alt 900 kg skrot til en værdi af ca. 13.000 kr. Tilbage i juni i år var de begge blevet stoppet ved grænsen til Tyskland med bilen fyldt med skrot.
Retten fastsatte straffen til 30 dages ubetinget fængsel og udvisning af Danmark med et indrejseforbud i seks år. De to rumænere skal derudover betale sagens omkostninger.
Tobias Engby uddyber: ”Ved udvisningen fandt retten, at de, trods de er EU-borgere, udgjorde en reel trussel for en grundlæggende samfundsinteresse. Retten lagde særlig vægt på, at de kom til Danmark i mandags, tyveriets karakter og at de ingen tilknytning har til Danmark. De blev derfor udvist af Danmark i seks år.”
Retten varetægtsfængslede efterfølgende rumænerne ind til dommen er afsonet og udvisningen gennemført.

Publiceret 16 October 2017 09:36