"AT 'Bedsteforældre for Asyl' trækker lodder op af verdenstobolaens tromle gør dem ikke til specielt gode mennesker. Men nok mere selvgode. Og desværre på andres bekostning", skriver Morten Messerschmidt (DF), der er medlem af EU- Parlamentet som en kommentar til artiklen om Mohamed fra Somalia, der fra Allerød har fået hjælp til at blive familiesammenført med sin familie. Arkivfoto: Ritzau Scanpix/ Ida Guldbæk Arentsen

Messerschmidt til angreb på flygtninge-venner:

"Flere muslimer betyder også flere problemer"

Historien om Mohamed, der er blevet familiesammenført med sin familie med hjælp fra frivillige og nu bor i Integrationshuset i Allerød, har fået Eu-medlemmet Morten Messerschmidt til at reagere. “Hvem skal betale for de selvgodes godhed?”, spørger han

Af
Helene Stolle

For et par uger siden fortalte vi historien om, hvordan Mohamed fra Somalia med hjælp fra frivillige fra Allerød og foreningerne 'Refugees Welcome' og 'Bedsteforældre for Asyl' blev genforenet med sine familie bestående af kone og fem sønner. Den artikel har nu fået Morten Messerschmidt (DF), der er medlem af EU-Parlamentet, til at reagere.
Læs historien om Mohamed her 
“Den 12. januar poserede tre af aktivisterne, Lis, Birgit og Carl Erik, i Allerød Nyt med den heldige familie. Man fornemmer, at ubrydelige bånd er knyttet: Carl Erik med de sjove røde seler lægger beskyttende sine varme venligbo-hænder på Mohameds skuldre. Enhver fremmed er jo bare en ven, du endnu ikke har mødt...”, skriver han i en mail til Allerød Nyt og fortsætter:
“Den skarpe læser har nok fornemmet en undertone af sarkasme og skepsis i dette indlæg. Jeg vil dog forsikre om, at jeg intet har imod Mohamed og hans familie, for jeg kender dem ikke. Men det gør Lis, Birgit og Carl Erik heller ikke. Og Lis, Birgit og Carl Erik kender åbenbart heller ikke til den belastning, som importen af enhver somalier med en brækket ankel eller andre skavanker er for det danske samfund".
"Med al respekt ser Mohameds kone ikke ud til med det nærmeste at ville springe ud og tage aftenrengøring eller sengeredning på et hotel. Og for Mohameds fem drengebørn kan vi kun håbe på, at de klarer sig bedre, end vi har set de sidste 30-40 år. Jeg hævder ikke, at alle fem forlader skolen som funktionelle analfabeter efter 8. klasse, eller at de bliver kriminelle eller islamister. Jeg peger blot på den kendsgerning, at indvandring koster Danmark 33 milliarder kroner hvert år ifølge Finansministeriet. At arabere og somaliere, selv i 2. og 3. generation, skraber bunden i uddannelse og arbejde - men topper i offentlig forsørgelse og kriminalitet. Og jeg konstaterer, at som tommerfingerregel betyder flere muslimer også flere problemer”, skriver Morten Messerschmidt, der godt er klar over, at hans reaktion på den betalte familiesammenføring af Mohamed og familien kan sætte ham i en voldsom modvind. Men det er han klar til.
“Hvis jeg bliver beskyldt for, at jeg er med til på forhånd at ekskludere familien Mohamed, er mit svar, at den pris er jeg klar til at betale for at kunne fremføre en forsigtig advarsel, og den skulle familien Mohamed nok kunne leve med, hvis den ellers er egnet til at blive integreret. Mohamed og hans familie har været heldige, for de har vundet i det store globale lotteri, hvor millioner trækker nitter. At Lis, Birgit og Carl Erik, samt 'Bedsteforældre for Asyl', 'Refugees Welcome' og 'Venligboerne' står og trækker lodder op af verdens-tombolaens tromle gør dem ikke til specielt gode mennesker. Men nok mere selvgode. Og desværre på andres bekostning”, slår Messerschmidt fast.

null

Publiceret 25 January 2018 16:30