“Gør noget, der ikke har et formål” er et af de råd, psykolog Marie-Louise Dehn giver de af hendes klienter, der lader deres perfektionisme styre deres hverdag. Det kunne for eksempel være at hoppe en tur på børnenes trampolin.

“Gør noget, der ikke har et formål” er et af de råd, psykolog Marie-Louise Dehn giver de af hendes klienter, der lader deres perfektionisme styre deres hverdag. Det kunne for eksempel være at hoppe en tur på børnenes trampolin.

Psykolog:

“Vi kan ikke klemme mere ud af mennesket”

Gentofte-borger og psykolog Marie-Louise Dehn har skrevet en bog om perfektionisme, og hvordan den kan tøjles

Af
Signe Haahr Pedersen

Når Marie-Louise Dehn kommer hjem fra arbejde, sætter hun sig ned ved køkkenbordet med sine tre børn.
Måske spiser de noget kanelknækbrød og drikker et glas mælk. Måske snakker de lidt om dagen. Måske er de stille. Men de sidder her, og det er de sammen om. Hver dag.
Det handler om at gøre noget, du ikke bør. Som at løbe direkte ned i vaskekælderen og hænge tøj op eller begynde med aftensmaden, så den står klar klokken seks, så du kan tage opvasken og lægge børnene i seng til tiden og lige få læst den dér mail, du ikke fik svaret på tidligere.
For perfektionister kan det være en svær øvelse at foretage sig noget, der ikke har et klart formål.
Marie-Louise Dehn genkender det fra sig selv og ser det i mange af de klienter, hun møder som psykolog.
“Der er ikke noget i vejen med at prøve at gøre tingene godt og også indimellem være perfektionistisk. Det er mere et problem, når det kommer til at overtage ens liv fuldstændig og bliver styrende for alle ens handlinger og ens tankemønstre.”

Den perfekte tomhed

Gennem de seneste 10 år har hun stødt på stadigt flere mennesker, der sætter sig overfor hende og siger:
“Det er ikke, fordi jeg er depressiv eller angst eller noget, men jeg føler ikke noget. Jeg har det ikke godt.”
En stor del af dem kan fortælle om et liv, hvor præstationer udgør drivkraften, og hvor frygten for fejl fylder alle tomme huller.
Det tema tager hun nu op i bogen 'Slip Fri af Perfektionismens Greb', som både forklarer, hvad perfektionisme er og giver råd til, hvordan den kan holdes i skak.
“Hvis man har den der instrumentale tilgang til sig selv, hvor man bruger sig selv som et værktøj til at få udrettet og udført og gjort, så mister man det meningsfulde og det følelsesmæssige. Det, der ligesom skulle være livskvalitet og glæde.”
Ifølge Marie-Louise Dehn findes der to typer mennesker, som kan være svære at se forskel på. De højtstræbende og perfektionisterne.
Begge er ambitiøse og stiller store krav til sig selv. Men hvor førstnævnte får energi af at befinde sig midt i en opgave og tager kritik som noget kærkomment, har perfektionister tendens til at låse deres fokus fast på målet og vil bare gerne blive færdige med processen, som forbindes med tankemylder og søvnløse nætter. For hvad nu hvis det hele går galt?
Og når det så går godt - 12-tallet er sikret, forfremmelsen er i hus eller børnefødselsdagen blev et hit, kan en perfektionist have svært ved at glæde sig over sin bedrift.
“Det preller af som olie på en teflonplade,” siger Marie-Louise Dehn og forklarer, at det livsmønster kan føre til stress, angst og depression.
“Og for nogle bliver det et problem, at de dybest set ikke har nogen interesse i at ændre måden, de lever på, fordi det hænger så meget fast i deres identitetsfølelse. Man er bange for, hvad man mister, hvis man ikke er sådan her. Mister jeg mine venner? Mister jeg mit arbejde? Bliver jeg pludselig en, der sjusker? Går jeg så fuldstændig i spåner? Hvem er jeg i det hele taget?”

Jeg får da ikke stress

Men én ting er at arbejde med sig selv. Noget andet er omverdenens forventninger til den enkelte.
“Der er en tendens til, at kravene bliver højere og højere. Vi kan også se det i uddannelsessystemet med de stramninger, der laves i forhold til, hvad man skal leve op til. Der er en stramning i rigtig mange sammenhænge, og det kan også nogle gange være nødvendigt. Men det kan også være en belastning og gøre det svært for nogen at følge med. Og hvis du er i et miljø, hvor mange klarer sig godt, kan du føle, du er en fiasko, hvis du ikke kan følge med,” siger Marie-Louise Dehn og fortsætter:
“Vi kan ikke klemme mere ud af mennesket. Vi presser os selv og hinanden så meget. Der er jo en grund til, at der er så ekstremt mange mennesker med stress. Jeg kan i hvert fald se, hvor mange henvendelser, jeg får. Rigtig mange siger, jeg vil ikke være svag. Jeg er jo ikke den type, der får stress. Jeg er ikke den type, der bliver deprimeret. Jeg har altid kunnet klare mere end alle andre, og folk har altid kunnet komme til mig. Men hvor længe kan man blive ved med det?”

At stræbe efter det perfekte bliver et problem, når man ikke kan nyde processen, forklarer psykolog Marie-Louise Dehn, der er forfatteren bag bogen ’Slip Fri Af Perfektionismens Greb’.

At stræbe efter det perfekte bliver et problem, når man ikke kan nyde processen, forklarer psykolog Marie-Louise Dehn, der er forfatteren bag bogen ’Slip Fri Af Perfektionismens Greb’.

Gør som Dronningen

I sin nytårstale opfordrede Dronning Margrethe danskerne til at “gøre noget unyttigt.”
Hun sagde:
“Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.”
Og Marie-Louise Dehn kunne ikke være mere enig.
“Det kan være at male eller at synge. Det kan være at lave musik. Det kan være at tegne. Det kan være motion. Så længe, at det for én selv noget, der er rent. Hvor man kan give slip på det at præstere og bruge noget tid på noget uden, at det skal tjene et formål, eller at man skal blive dygtig til det.”


Bogen ’Slip Fri Af Perfektionismens Greb’ har to formål: At oplyse om perfektionisme og at give gode råd til, hvordan man kan udfordre et perfektionistisk livsmønster. Pressefoto: Muusmann Forlag

Bogen ’Slip Fri Af Perfektionismens Greb’ har to formål: At oplyse om perfektionisme og at give gode råd til, hvordan man kan udfordre et perfektionistisk livsmønster. Pressefoto: Muusmann Forlag

Fakta

Marie-Louise Vandborg Svane Dehn
er psykolog og specialist i psykoterapi
driver sin egen klinik og er forfatter til bogen 'Slip Fri Af Perfektionismens Greb', som er udkommet på Muusmann Forlag
bor i Charlottenlund med sin mand og deres tre børn

Publiceret 26 January 2018 06:00